KFUM’s Serie 5-hold, der sidste weekend sikrede sig oprykning til Serie 4, satte lørdag eftermiddag trumf på ved på udebane at besejre HA85 med cifrene 3-1 i sæsonens sidste kamp. Resultatet betyder, at holdet på imponerende vis har vundet samtlige ti kampe i efteråret.
Opgøret mod HA85 startede dog skidt for de hvidblusede, idet modstanderen tidligt bragte sig foran efter en målmandsfejl. Anført af den stærke midtbaneduo Osman Warsame og Tobias Madsen fik KFUM herefter sat sig på kampen, og man formåede at lægge modstanderen under et voldsomt pres. Til trods for KFUM’s spilovertag og de store chancer, det kastede af sig, var stillingen dog fortsat 1-0 til hjemmeholdet, da dommeren fløjtede til pause.
KFUM fortsatte presset fra anden halvlegs start, og der skulle ikke gå lang tid, før man ikke udlignet modstanderens føring. Osman gled elegant forbi to modstandere centralt på banen og spillede bolden i dybden til Mathias Bengtsson, der gjorde arbejder færdigt ved at sende bolden i nettet til stillingen 1-1.
Få minutter efter kunne KFUM så bringe sig foran, og igen var det Mathias Bengtsson, der tegnede sig for scoringen. At Mathias Bengtsson var uhyre veloplagt i dagens kamp, der i øvrigt blev spillet på hans gamle hjemmebane, satte han en tyk streg under sidst i kampen, da han med en scoring til 3-1 fuldbyrdede sit hattrick.
Mere skete der ikke, inden dommeren fløjtede kampen af, og så kunne KFUM’erne lade den medbragte champagne flyde i fejring af en efterårssæson, der ender med oprykning efter suveræne ti sejre ud af ti mulige samt en målscore på 62-8. Stort tillykke til holdet med det fine resultat!
HA85 – Silkeborg KFUM 1-3 (1-0)
1-0 HA85
1-1 Mathias Bengtsson
1-2 Mathias Bengtsson
1-3 Mathias Bengtsson
KFUM: Casper Chouhan, Oliver Svenningsen, Frederik Hagelskjær, Kasper Høgh, Martin Ulsøe – Mathias Bengtsson, Osman Warsame, Tobias Madsen, Mikkel Banke – Tony Christiansen, Anders Høgh
Udskiftere: Mikkel Lajgaard, Thomas Leth

Skriv et svar