Serie 1 kunne lørdag eftermiddag føje yderligere tre point til kontoen, da Give Fremad blev besejret komfortabelt med cifrene 4-2.

KFUM startede kampen bedst, og allerede inden der var gået ti minutter havde både Casper Røjkjær og Nicolai Pedersen haft gode muligheder for at bringe KFUM foran. I det hele taget virkede KFUM i første halvleg revitaliseret efter et par mindre gode kampe mod henholdsvis SB og Stjær. Energiniveauet havde fået et løft, bolden blev transporteret hurtigere fremad og opfindsomheden på banens sidste tredjedel var større end i de foregående kampe. Det skyldtes i nogen grad et par taktiske justeringer, som cheftræner Lars Dahl havde foretaget inden kampen.

Formationen var nemlig ændret en smule, hvilket tillod Sebastian Smoljan at spille i hullet bag Jesper Jensen, ligesom man havde valgt at bytte rundt på Søren Thomsen og Thomas Olsen, således at Søren kunne spille lidt længere fremme på banen, mens T.O stabiliserede de bagerste rækker.

Den første klare antydning af ændringernes positive effekt så man efter tolv minutters spil, da et bandespil mellem Søren Thomsen og Sebastian Smoljan langt inde på modstanderens banehalvdel endte med en stor chance til Jesper Jensen, der sparkede i sidenettet. Få minutter efter var samme duo igen på spil. Søren Thomsen erobrede energisk bolden højt på banen, for i næste bevægelse at spille bolden frem til Smoljan, der kunne vende på sin første berøring i rummet mellem modstandernes midtbane og forsvar. Den efterfølgende afslutning sneg sig desværre lige uden om stolpen.

Det trak således op til en KFUM-scoring, og den kom da også efter en halv times spil. Med lidt af en kraftanstrengelse lykkedes det Søren Thomsen at vriste et par Give-spillere af sig og få trykket af fra kanten af feltet. Den flade afslutning blev af målmanden pareret ud i feltet og endte hos en snarrådig Jesper Jensen, der uden problemer kunne sparke bolden i mål til stillingen 1-0.

Føringen blev fordoblet få minutter efter, da Rasmus Damgaard, der i første halvleg fra sit udgangspunkt på højre back havde flere fine offensive bidrag, med stor coolness rundede målmanden og sendte bolden i nettet til pausestillingen 2-0.

KFUM-holdet formåede imidlertid ikke at fastholde sit momentum fra anden halvlegs start. Tværtom syntes man en smule magelige, og den snert, der havde kendetegnet holdets spil i første halvleg, var borte. Det udnyttede Give effektivt ved at reducere KFUM’s føring efter en stor fadæse i KFUM-forsvaret.

KFUM lykkedes dog med en skarp replik blot tre minutter efter, da bolden efter et hjørne faldt ned til en umarkeret Jesper Jensen, der efter en hurtig brysttæmning kunne sende læderet i nettet til 3-1. Det var som om denne scoring kickstartede KFUM på ny, for blot fire minutter senere kunne Sebastian Smoljan udbygge føringen til 4-1. Kampen igennem skabte den bevægelige Smoljans tilstedeværelse i hullet bag frontmanden uro og ubalance i Gives bagerste geledder, og dette var især tydeligt ved 4-1-scoringen. Man skabte overtal i Gives venstre forsvarsside, og så kunne Smoljan efter et veltimet dybdeløb i ryggen på sin oppasser og et par fine træk sende bolden forbi Gives keeper.

Kort efter fik Give reduceret til 2-4, hvorefter kampen fandt et mere roligt leje. KFUM havde flere muligheder for at udbygge føringen, mens Give i glimt bed fra sig i kontraspillet, men mere skete der ikke, og KFUM kunne således glæde sig over en sejr på 4-2 og tre vigtige point.

Med sejren er KFUM fortsat efter Horsens Freja i toppen af rækken, inden den direkte duel med netop Horsens næste weekend. Kampen spilles i Horsens med kick-off kl 13:00.

Silkeborg KFUM – Give Fremad 4-2 (2-0)

1-0 Jesper Jensen (’29)
2-0 Rasmus Damgaard (’33)
2-1 Give (’52)
3-1 Jesper Jensen (’55)
4-1 Sebastian Smoljan (’59)
4-2 Give (’63)

Silkeborg KFUM: Gustav Pors, Kim Rau (Casper Møller, ’66), Thomas Olsen, Jacob Vestergaard, Rasmus Damgaard – Christian Pedersen (Mathias Lynge, ’85), Søren Thomsen, Casper Røjkjær, Nicolai Pedersen – Sebastian Smoljan – Jesper Jensen (Christoffer Hoppe, ’73)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *