Serie 1 led lørdag eftermiddag sæsonens tredje nederlag, da Stjær vandt en spændende kamp på Søholt med cifrene 3-2.
Kampen startede skidt for KFUM. Der var således ikke spillet mere end en håndfuld minutter, da Stjær bragte sig foran 1-0. Efter et defensivt kiks i forbindelse med et målspark til KFUM havnede bolden hos en Stjær-spiller, der kynisk udnyttede, at Ipsen var ude af målet, ved med indersiden at sende bolden i nettet fra 35 meters afstand.
KFUM arbejdede sig langsomt ind i kampen, og det var ikke ufortjent, at Christian Pedersen efter tyve minutters spil kunne udligne gæsternes føring. Jesper Torp rundede Stjærs højre back i venstre side af feltet og lagde bolden skråt bagud, hvor Christian mødte bolden i høj fart og med venstre ben styrede bolden over i det lange hjørne. En formel, der har kastet flere mål af sig i denne sæson.
Målet indledte en periode med tungt KFUM-pres. To gange i løbet af få minutter drev en veloplagt Jesper Torp gæk med Stjærs højre forsvarsside. Første gang førte det til en stor chance til Mathias Lynge, der midt for mål kanonerede bolden på overliggeren, og anden gang måtte Sebastian Smoljan se sit forsøg afværget af gæsternes keeper. KFUM skabte yderligere chancer i denne periode, men evnede ikke at omsætte dem til scoringer.
Det har været karakteristisk for KFUM i anden halvdel af efterårsturneringen, at man straffes, når ikke man slår mønt af sit spil- og chanceovertag. Det var også tilfældet i går, hvor stillingen fire minutter inde i anden halvleg var 3-1 til Stjær. Første scoring faldt efter en dødbold, mens mål nummer to blev sat ind på en kontra blot femten sekunder efter, at KFUM’s Thomas Olsen ramte stolpen i den modsatte ende. Gæsterne havde på dette tidspunkt kun haft få besøg i KFUM’s straffesparksfelt, men man var dygtige til at udnytte den lidt for store gæstfrihed i KFUM’s defensiv.
I det hele taget var det et fint Stjær-hold, KFUM var oppe mod i dag. Ganske som forventet lurede holdet på omstillinger, men man gjorde dette uden nærigt at pakke sig. I stedet spillede man friskt til, og flere gange lykkedes det holdet at erobre bolden i positioner centralt på banen, hvorfra de kunne igangsætte deres slagkraftige kontraer, som voldte KFUM-holdet store problemer.
KFUM indledte anden halvleg sløvt, men efter indskiftningen af angriberen Jesper Jensen efter en times spil, begyndte man igen at bide fra sig. Hans tilstedeværelse skabte usikkerhed og ubalance i Stjærs bagerste kæder, og det var derfor en logisk konsekvens af kampens udvikling, at Jesper Jensen et kvarter før tid kunne reducere til stillingen 2-3 efter en tør, flad afslutning fra straffesparksfeltets højre side.
Minuttet efter blev samme Jesper Jensen i løb mod modstanderens mål bremset af Stjærs bagerste forsvarer. Forseelsen, der skete på kanten af Stjærs straffesparksfelt, blev af dommeren takseret til et rødt kort, hvorfor Stjær måtte spille kampens sidste minutter med ti mand. KFUM havde herefter flere nærgående forsøg, blandt andet havde både Jesper Jensen og Casper Røjkjær skud på træværket, men formåede i sidste ende ikke at udnytte overtallet til at udligne gæsternes føring.
Med nederlaget må KFUM afgive førstepladsen til Horsens Freja og samtidig konstatere, at man ikke længere egenhændigt kan sikre sig rækkens førsteplads. I stedet er et eller flere Horsens-pointtab påkrævet, hvis målet om oprykning skal nås.
Næste kamp spilles lørdag, når Give Fremad kommer på besøg. Der er kick-off kl. 13:30 på Søholt.
Silkeborg KFUM – Stjær Boldklub 2-3 (1-2)
0-1 Stjær (‘5)
1-1 Christian Pedersen (’20)
1-2 Stjær (’43)
1-3 Stjær (’49)
2-3 Jesper Jensen (’77)
Silkeborg KFUM: Mathias Ipsen – Kim Rau (Jesper Jensen, ’61), Søren Thomsen, Jacob Vestergaard, Rasmus Damgaard – Thomas Olsen, Christian Pedersen, Casper Røjkjær – Jesper Torp (Nicolai Pedersen, ’85), Mathias Lynge, Sebastian Smoljan

Skriv et svar