Serie 1 skal forsøge at komme tilbage på sporet, når Stjær B lørdag eftermiddag kommer på besøg. Efter nederlaget sidste weekend mod SB topper KFUM fortsat rækken, men Horsens Freja, der har en kamp i baghånden, ligger nu på samme pointantal som KFUM.

Efterårets første kamp mellem Stjær og KFUM endte med en 2-1-sejr til KFUM på mål af Mathias Lynge og Jesper Torp. KFUM havde et massivt spil- og chanceovertag, men formåede ikke at lukke kampen mod et Stjær-hold, der kæmpede bravt og udgjorde en trussel med deres hurtige kontraer. Om lørdagens modstander siger KFUM-træner Lars Dahl: ”De er gode fremad, spiller meget direkte og er giftige på dødbolde. Det er desuden et hold, der kæmper hårdt for hinanden. Sidste gang vi mødte dem, formåede de at holde stand i en periode på ti minutter, hvor de havde to mand udvist.”

Ikke desto mindre er det hold, KFUM skal slå, hvis målet om oprykning skal indfries: ”Vi skal have respekt for modstanderen. De spillede sig over stregen sidste weekend med en smal sejr over SKS, så de vil møde topmotiveret op. Det er dog også et hold, vi bør slå, hvis vi rammer et godt niveau,” vurderer han.

Lars Dahl forventer en kamp, hvor KFUM vil besidde bolden en masse, mens Stjær vil lure på deres giftige omstillinger. I løbet af ugen har KFUM derfor arbejdet på at spille hurtigere fremad og øge tempoet på banens sidste tredjedel. Desuden betoner Lars Dahl vigtigheden af at få lukket af bagtil, og han glæder sig i den forbindelse over, at forsvarskrumtappen Jacob Vestergaard igen står til rådighed.

Truppen til kampen mod Stjær ser således ud:

Matias Ipsen, Kim Rau, Søren Thomsen, Jacob Vestergaard, Casper Møller, Rasmus Damgaard, Thomas Olsen, Casper Røjkjær, Christian Pedersen, Nicolai Pedersen, Jesper Torp, Sebastian Smoljan, Mathias Lynge og Jesper Jensen.

Der er som sædvanlig kick-off kl. 13:30 på opvisningsbanen på Søholt. Bemærk, at FTZ er kampsponsor til denne kamp. Der vil således blive serveret øl og vand både før, under og efter kampen.

Vel mødt på Søholt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *