Det var en ærgerlig og frustreret Lars Dahl, der efter lørdagens 2-3-nederlag mod Stjær talte med hjemmesiden.

Kampbilledet har vi set før i denne sæson. KFUM dominerede kampen massivt, men en blanding af uskarphed på banens sidste tredjedel, gavmildhed i de bagerste rækker samt effektivitet hos modstanderen gjorde, at KFUM for anden gang på to uger måtte gå tomhændet fra kampen: “Vi havde rigtig mange chancer gennem hele kampen, og det var ufatteligt, at vi ikke var bedre til udnytte dem. Men når man ikke scorer på sine chancer, kan man ikke vinde fodboldkampe,” udtaler han.

KFUM havde op til kampen arbejdet på at forbedre skarpheden i felterne. Lørdag eftermiddag havde dette dog ikke den ønskede effekt: “Jeg er træt af vores spil i felterne. Vi har vel bolden 70 procent af tiden, og efter 80 minutter fører vi noget, der ligner 25-3 i afslutning, men vi er alligevel bagud 3-2. Det er meget frustrerende, og selv om vi gjorde, hvad vi kunne taktisk, lykkedes vi ikke med at score til sidst,” siger han, inden han afslutter: “Vi må kæmpe videre og fokusere på næste kamp, hvor vi skal forsøge at få indhentet Horsens Freja i toppen af rækken.”

Næste opgave for KFUM er Give Fremad. Kampen spilles på Søholt, og der er som sædvanligt kick-off kl. 13:30.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *