På et solbeskinnet Jysk Park vandt KFUM lørdag 3-0 over 2. divisionsmandskabet fra Svendborg.
For kun en måned siden slog vi Otterup med træner Chris Margaard i spidsen i en træningskamp op til Holstebro-kampene. Siden tabte Margaard og Otterup deres playoff kamp (i Pulje 3) til Sfb-Oure.
I dag krydsede vi så klinger med Chris Margaards hold igen, men nu er Margaard i spidsen for Svendborg-mandskabet, som altså sikrede sig billetten til 2. division fra Pulje 3, ved at slå Chris Margaards Otterup.
Er du forvirret?
Well, det var Svendborg-mandskabet også de første fem minutter på Jysk Park. Her havde en offensiv KFUM-opstilling fynboerne voldsomt på hælene. Men trods gode muligheder til både Peter Nemec og Rasmus Lysdal, så red Svendborg den tidlige storm af.
Midt i halvlegen kom Svendborg lidt bedre med. Fynboerne – som naturligt nok ikke er helt så langt fremme i træningen som os – tilspillede sig et par halve muligheder, som forsvaret og Bisgaard dog sikkert tog sig af.
KFUM var dog stadig bedst, og det var fortjent at debuterende Rasmus Lysdal kunne bringe KFUM på 1-0 med en flot scoring. Lysdal fik bolden fra Peter Nemec og trak ind fra venstre side i feltet – og sendte bolden i modsat hjørne uden chance for SfB-keeperen.
I pausen skiftede Thomas Loft fem mand men dominansen blev bare endnu mere udtalt i takt med at tiden gik.
2-0 kom efter en opspilsfejl fra Svendborg. En upræcis igangsætning af Svendborgs reservekeeper blev opfanget af Mikkel Frandsen, som fra kanten af feltet afsluttede så resolut, at målmanden ikke kunne nå på plads i buret.
Vi kunne og burde ha’ scoret et par mål mere i en halvleg, hvor Morten Bisgaard ikke behøvede at have handsker på. Bejder havde et par gode signatur-rush. Et kunne måske godt ha’ givet et straffe, og et andet endte ved den sidste mand – efter at 3-4 andre fynboer havde kapituleret. Bolden røg imidlertid ud til Joakim Grosen der fra 25 meter knaldede bolden på overliggeren.
På trods af gode forsøg fra Lysdal og Jonas Ipsen direkte på frispark, så fik vi kun eet mål mere – da Frank Hansen tappede en nedfaldsbold efter et hjørnespark ind til slutresultatet 3-0.
En fin testkamp her 14 dage inden sæsonstarten i Sæby.
Silkeborg KFUM – Svendborg-Oure 3-0 (1-0)
1-0 Rasmus Lysdal
2-0 Mikkel Frandsen
3-0 Frank Hansen
Silkeborg KFUM:
Morten Bisgaard, Simon Damgaard, Alexander Klein (65. Jannik Videbæk), William Rex (45. Dennis Flinta), Lasse Sørensen (65. Jonathan Gammelvind), Henrik Hykkelbjerg (45. Frank Hansen), Mikkel Eriksen (45. Jonas Ipsen), Rasmus Lysdal, Mikkel Frandsen, Peter Nemec (45. Joakim Grosen), Stefan Stojilkovic (45. Thomas Bejder)
Skriv et svar