Som de fleste sikkert havde gættet, så færdigspilles Danmarksserien ikke. Den endelige skæbne kendes i næste uge.
Da Danmarksserien (og 2. division) ikke var med i 2. fase af åbningen af Danmark stod det mere eller mindre klart, at den fulde turnering ville blive tæt på umulig at gennemføre.
DS mangler 13 kampe i turneringen, og det er naturligvis næsten katastrofalt for KFUM, at vi ikke får lov til at spille turneringen ud – nu hvor vi kun er 1 point efter førstepladsen.
Men i dag har DBU konfirmeret at DS-turneringen – sammen med bla. U19-, U17- og U15-ligaerne i øvrigt, ikke bliver spillet færdige. Noget der rammer DS noget hårdere end ungdoms-ligaerne, da der her ikke er livsvigtige op- og nedryknings-pladser på spil.
Fra DBUs Henrik Andersen lyder dagens melding:
“Der arbejdes nu på højtryk for at finde frem til hvad der skal ske med de resterende af DBU’s turneringer, hvis der åbnes for kampe i Fase 3 af genåbningen fra den 8. juni.
Der hersker ingen tvivl om at det ikke længere er muligt at afvikle turneringerne indenfor de gældende propositioner, hvorfor det nu er op til DBU’s bestyrelse, ud fra den tidligere omtalte Force Majeure regel, at tage endelig stilling til hvad der skal ske med de enkelte rækker.
Der skal besluttes hvorvidt der kan spilles videre i et andet format, eller rækkerne skal suspenderes, samt hvordan der mest sportsligt korrekt, ud fra den givne situation, findes afgørelser, der hvor det har betydning for den kommende sæson“.
DBU forventer at der er mere klarhed over hvad der kan ske fra den 8. juni i løbet af næste uge.
Skriv et svar