KFUMs JS2-hold tabte den næstsidste test forud for sæsonstarten med 3-2 til Lemming.

På kunststof-banen i Kjellerup var der en kold vind langs banen – og om det var dén, de mange afbud eller et taktisk klogt Lemming-mandskab, der gjorde forskellen får vi aldrig svar på. Men resultatet var i hvert fald at Lemming var klart det bedste mandskab i 1. halvleg.

“1. halvleg var rigtig dårlig, set med vores øjne. Vi sejlede rundt på banen, og vore aftaler blev ikke holdt”, lød det fra Lars Dahl efter kampen. “Vi blev fanget i nogle omstillinger, som normalt ikke ligner os – og vi var også alt for dårlige med bolden”.

Det første Lemming-mål kom efter lidt inkonsekvent clearing i KFUM-forsvaret. Kort efter bragte dommer Lars Bo Larsen sig i fokus da han dømte et Lemming-straffe på en forseelse, der klart foregik udenfor. “Han tager ham med ind i feltet”, lød det fra Lars Bo i en ny fortolkning af fodboldreglerne. Den tidligere KFUMer Mathias Vestergaard scorede med et skud midt i målet, som Mikkel Dalgaard dog næsten fik foden på. Og tredje scoring til Lemming kom også inden pausen, da et hjørnespark ikke blev ekspederet væk. 3-0 til Lemming ved pause.

2. halvleg blev en noget anden forestilling. KFUM havde vinden med sig, og Lemming-spillerne blev synligt trætte jo længere halvlegen skred frem. 80% af spillet blev også dikteret af KFUM, som så bedre ud i de sidste 45 minutter. Lemming spillede dog stadig taktisk klogt og var stadig farlige.

“Vi viste mere vilje efter pausen, og kom langt oftere først på bolden – og så er det noget sjovere at spille fodbold”, sagde Dahl. “Og så fik vi vist at vor fysiske form ser fornuftig ud”.

Midtvejs i halvlegen bankede Casper Røjkjær bolden op i det højre målhjørne til en 3-1 reducering. Et fantastisk mål – fuldstændig utagelig for Lemming-keeperen. 1-3.

Lemming så trætte ud der – men da Lars Bo’s fløjte var tavs da Simon Grøn-Iversen blev væltet i feltet, så det ikke ud til at skulle blive tale om et comeback. Der var dog gode muligheder på en række gode hjørnespark bla. fra Casper Røjkjær og Mads Andersen, men luftspillet var ikke KFUMs spidskompetence i kampen mod Lemming-forsvaret. Det var alligevel på et hjørne, at Bastian Skibsted kunne reducere til 2-3, da bolden fik lov til at passere helt til fjerneste stang, hvor Skibsted kunne putte den i kassen. 

Det blev ved 3-2 i en god træningskamp – mod en god modstander. Træner-teamet har givet fået godt udbytte af kampen – og input til træningen de sidste to uger til sæsonstart. Der er noget at arbejde med – men man skal naturligvis huske på at vi centralt kommer til at se noget stærkere ud senere, når vi får Frank Hansen, Mathias Barthel og Christian Pedersen med igen, og til at løbe i hullerne og dybden vil vi også få tilført styrke når vores to hurtigste, Sebastian Smoljan og Jannik Mehlsen, er klar til kamp. 

Silkeborg KFUM – Lemming 2-3 (0-3)
1-3 Casper Røjkjær
2-3 Bastian Skibsted

Silkeborg stillede op således:

Mikkel Dalgaard – Jacob Molbech, Mathias Lindegaard, Christopher Poulsen, Mads Andersen – Christoffer Hoppe, Casper Røjkjær, Johan Giehm, Jesper Torp, Bastian Skibsted – Søren Philipp
I 2. halvleg kom Kasper Thule, Jesper Jensen og Simon Grøn-Iversen i aktion for de hvide.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *