Lørdag eftermiddag d. 1. august lykkedes det for første gang klubbens førstehold at vinde SB-cuppen, det uofficielle kommunemesterskab for seniorhold, efter man i en dramatisk finale besejrede Lemming IF efter straffesparkskonkurrence.
Finalen startede ellers skidt for KFUM, da Lemming bragte sig foran allerede efter 10 minutters spil. Det var et KFUM-mandskab, som i første halvleg ikke fandt samme niveau som i kampene op til finalen, der alle var blevet vundet, og dette udnyttede Lemming på effektiv vis ved at fordoble føringen midt i halvlegen. Få minutter før pausen blev ondt gjort værre for KFUM, da Lemming scorede til cifrene 3-0, hvilket også var stillingen ved halvlegsfløjt.
Det var dog et forvandlet KFUM-mandskab, der efter en pause-opsang og et par taktiske justeringer kom ud til 2. halvleg. Nu blev der lukket af i de bagerste rækker, og offensivt spillede man hurtigere og mere pågående. Som en konsekvens af dette vendte kampbilledet, og Lemming blev lagt under et tungt pres. Dette gav afkast midt i halvlegen, da Jesper Jensen scorede til 1-3. Få minutter senere reducerede samme Jesper Jensen på ny, denne gang på et straffespark begået mod ham selv.
Stillingen var fortsat 2-3, da der manglede fem minutter. KFUM pressede massivt på i disse minutter, mens Lemming afventede og lurede på deres effektive kontraer. To minutter før slutfløjt fik KFUM et hjørnespark i venstre side. Jesper Torp sendte bolden tæt ind under mål, hvor Søren Thomsen dukkede op, og med en udlignende scoring gjorde han det til 3-3, kampens slutresultat.
Kampen skulle derfor afgøres i straffesparkskonkurrence, og her blev KFUM-målmanden Gustav Pors med to redninger på fire spark den helt store helt. De første KFUM-spillere omsatte sikkert deres spark til scoringer, så da Jesper Torp gik til bolden som fjerde sparker, kunne han med en scoring sikre KFUM sejren. Torp sendte sit straffespark i mål, og sejren var en realitet.
Det er første gang, at KFUM vinder turneringen, der afvikles hver sommer med Silkeborg Boldklub som arrangør. Turneringen regnes for det uofficielle kommunemesterskab for seniorhold, og havde i år deltagelse af Lemming IF, Kjellerup IF, Silkeborg Kammeraterne, Silkeborg KFUM og to gange Silkeborg Boldklub. Turneringen blev afviklet over tre dage med indledende kampe tirsdag og torsdag og en placeringskamp lørdag.

Skriv et svar