Det skulle tage 10 kampe inden KFUM var med i en uafgjort kamp i den ellers så jævnbyrdige pulje 8. På Søholt spillede førsteholdet 1-1 mod Kjellerup.

KFUM startede med disse 11:
Mikkel Dalgaard – Rasmus Damgaard, Jacob Vestergaard, Søren Thomsen, Casper Møller – Nicolai Pedersen, Casper Røjkjær, Johan Giehm, Christian Pedersen – Mathias Barthel og Bastian Skibsted.

Men allerede efter et kvarters spil måtte KFUM’erne rokere om da Damgaard måtte udgå. Sebastian Smoljan kom ind i stedet, og efter en halv times spil fik Sebastian en friløber mod Kjellerup-målmanden. Om Seb fik for lang tid at tænke i eller han bare ikke kunne beslutte sig vides ikke … men friløberen blev i hvert fald ikke omsat.

To minutter før pause gjorde Sebastian skaden god igen da han fra baglinjen centrede ind til en fremstormende Christian P der med venstre satte bolden sikkert i mål.

KFUM startede 2. halvleg i overtal og fik også en naturlig overvægt i spillet – men vi fik ikke spillet os frem til de store chancer. Det virkede også som om forsvaret havde godt fat i Kjellerup-offensiven – også efter Hassan blev sendt på banen.

Alligevel blev Hassan KFUMs onde ånd da han snittede et frispark i mål med hovedet. Mikkel var godt ude efter bolden – som desværre alligevel strøg i mål tæt ved stolpen. Det var 10 minutter før tid – og kort efter skulle der en flot redning til fra Mikkel Dalgaard for at forhindre Kjellerup i at stjæle sejren i de sidste minutter.

1-1 og dermed uafgjort for første gang i sæsonen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *