Efter at serie 4 i sidste uge fik sin første sejr i puljen var selvtilliden i top forud for opgøret Bededag mod en anden af rækkens oprykkere fra Hauge UGF.
Til trods for en række ændringer i startopstillingen var alle KFUM-spillere klar fra start, og der gik ikke længe inden KFUM får sat sig på både spil og chancer på den noget vindblæste bane.
Efter 15 minutters spil gled Mads Kyndi således flot forbi Hauges keeper, som må trække i nødbremsen. Straffe til KFUM og gult kort til målmanden, som således fik en fortjent pause på 10 minutter.
Rasmus Sort Plith sparkede sikkert bolden forbi den vikarierende målvogter. 1-0 KFUM.
Blot fem minutter senere – og stadig med den oprindelige målmand som tilskuer – glider kampens KFUM’er Nicolai Pedersen (billedet) igennem på et godt gennemspillet angreb og scorer til 2-0.
Herefter slipper et godt spillende KFUM hold foden lidt fra speederen, dog uden at slippe taget i kampen. Men vi skulle dog ikke længere frem end til kampens 35 minut før næste mål kom på tavlen. Her var det Kim Rau, der på endnu et flot angreb kunne bringe KFUM foran 3-0.
Allerede fire minutter senere og med en mand i undertal, kunne Nicolai Pedersen endnu engang sætte sidste fod på et flot angreb – til pause-stillingen 4-0.
Selvom 2. halvleg aldrig spille-mæssigt blev på samme niveau, så var det dog stadigvæk KFUM der styrede løjerne. Mål-mæssigt skulle vi hen til kampens 85. minut, før bolden igen passerede Hauge-keeperen. Denne gang et flot hovedstødsmål af Kim Rau, der dermed ligesom Nicolai Pedersen blev dobbelt målscorer i dagens kamp.
“Jeg var særdeles tilfreds med at vi i dag – både offensivt, men i særdeleshed også defensivt – får vist stabilitet, som ikke er set tidligere i sæsonen. Dejligt! At så mange af spillerne byder ind og viser, at de er klar til at løfte opgaven”, lød det fra en tilfreds træner Carsten Overgaard.
Fidusen gik til Nicolai Pedersen, som fortsætter med at imponere. God indstilling, energi og beslutsomhed resulterede i 2 mål og nogle fantastiske løb på kanten fra ham, som uden tvivl frustrerede Hauge-forsvaret.
“Vi glæder os allerede til næste kamp”, lyder det fra Serie 4 truppen, der efter en lidt tøvende start for alvor ser ud til at være kommet igang.
Silkeborg KFUM – Hauge UGF 5-0 (4-0)
1-0 Rasmus Sort, straffe (15.)
2-0 Nicolai Pedersen (20.)
3-0 Kim Rau (35.)
4-0 Nicolai Pedersen (39.)
5-0 Kim Rau (85.)
Skriv et svar