Artikel skrevet af:
Morten Bruun – Fodboldekspert og -analytiker
https://sport.tv2.dk/fodbold/2026-10-11-16-aarig-silkeborgenser-paa-niveau-med-roony
16-årig silkeborgenser på niveau med Roony
Den blot 16-årige Kristian Bøgild Bloch var den primære årsag til, at Silkeborg fik point mod AC Horsens.
Det betaler sig altid at tage på stadion.
Søndag var jeg i Silkeborg og så den 16-årige Kristian Bøgild Bloch være den afgørende faktor i Silkeborgs comeback mod AC Horsens. Jeps. Hans klubkammerat Oliver Ross scorede hattrick. Og jeps.
AC Horsens ødelagde meget af dagen for Silkeborg med udligningen i sidste sekund. Men. Når jeg har glemt alt det andet fra kampen, vil jeg stadig huske Bøgild Blochs suveræne indhop på 45 minutter.
Vi skal tilbage til FC Københavns Roony Bardghji for fem år siden for at finde et tilsvarende indtog af så ung en spiller
Han er ikke den yngste spiller i Superligaens historie. Men det er dog ikke ret tit, at man ser en spiller på blot 16 år være decideret kampafgørende i en kamp i landets bedste række. Det synes jeg, at Bøgild Bloch var i Silkeborgs kamp mod AC Horsens.
Med sin spilforståelse, sin initiativrigdom, sine driblinger og sit veludviklede blik for sine medspillere var han mere end nogen anden afgørende for, at Silkeborg overhovedet kom i nærheden af point. For de første 45 minutter havde nærmest været pinefulde at komme igennem.
Stillingen var 2-0 til Horsens, da Bøgild Bloch kom ind. Det fik han ændret på.
Jeg kender hans far
Jeg havde godt hørt om denne unge spiller, inden jeg tog på stadion. Bøgild Bloch skrev faktisk klubhistorie i Silkeborg IF, da han debuterede på førsteholdet i en pokalkamp mod Vejle ultimo august. Da var han 16 år og 211 dage.
Det var jo værd at notere sig. Ligesom jeg fandt ud af, at hans far hedder Michael Bloch og er min gamle holdkammerat fra Silkeborgs andethold. Michael var en udmærket spiller, der også fik en del førsteholdskampe. Men jeg vil nu nok mene, at sønnikes talent er større.
Tre dage efter gjorde Kristian Bøgild Bloch for alvor opmærksom på sig selv, da han kom ind i Superligakampen mod FC Midtjylland og scorede et sejrsmål, der dog blev annulleret af en noget rigid VAR-dommer.
14 dage senere fik han også et indhop mod Viborg FF. Alt sammen udmærket. Bøgild Bloch gjorde det ifølge bulletinerne pænt og ordentligt og blev beskrevet som en, der godt kunne være med.
Men et langt livs erfaring med fodbold har også lært mig, at når en så ung spiller bliver skiftet ind i en voksenkamp, er hans goodwill nærmest grænseløs. Alle vil ham det bedste, og derfor bliver vurderingen af sådan en spiller ofte temmelig karikeret. Det er som om, at selve den unge spillers tilstedeværelse er nok til, at vi falder på halen. Er han kun 16 år, siger du! Nøj, hvor flot.
Ja, men lavede han også noget afgørende, spørger jeg ofte. Nogle gange en anelse demonstrativt. Jeg har altid hyldet mottoet, at hvis du er gammel nok til at være med, er du også gammel nok til at blive bedømt. Hvad enten du er 16 år eller 28 år.
På niveau med Roony
Publikum på Jysk Park i Silkeborg kårede meget forventeligt hattrickskytten Oliver Ross til dagens spiller, og det var da heller ikke noget dårligt bud. Men jeg havde helt sikkert peget på Kristian Bøgild Bloch, hvis jeg var blevet spurgt.
For han lavede lige præcis mange afgørende ting. Og det er altså ikke ret tit, man ser den slags af så ung en spiller på så højt et niveau.
Jeg vil mene, vi skal tilbage til FC Københavns Roony Bardghji for fem år siden for at finde et tilsvarende indtog af så ung en spiller. Marvin Nasnas fra FC København har også vist gode ting i denne sæson. Han har bare ikke vendt en kamp rundt for sit hold på samme måde som Bøgild Bloch gjorde i går.
Fra det øjeblik Bøgild Bloch kom på banen, var det for at gøre en forskel. Han tilbød sig konstant, gik ubesværet med i Silkeborgs kombinationer og gjorde hele tiden sit holds spil farligere ved at videreudvikle de offensive tiltag.
Reelt blev han selve omdrejningspunktet for sit holds spil fra sin udgangsposition i venstre side af Silkeborgs angreb. Han trak hele tiden ind i banen og havde tilsyneladende licens til at blande sig i det hele.
Jeg sad bare og fulgte ham. Hvor er rygnummer 42?
Højdepunktet var Bøgild Blochs oplæg til Oliver Ross’ mål til 3-2. Her satte han flere modstandere af med et dynamisk gennembrud, inden han med en veltimet yderside spillede Ross fri foran mål. Sikke et overlegent overblik.
Jeg kan ikke huske nogen anden spiller fra Silkeborg få sådan et gennembrud i så ung en alder. Og jeg har trods alt set en del spillere fra lige netop den klub.
Kasper Dolberg spillede jo kun to kampe for Silkeborgs førstehold, skal man huske.
Potentialet er enormt
Bliver Kristian Bøgild Bloch så bedre end Dolberg?
Ja, det er der jo ingen, der ved. Jeg er såmænd heller ikke i gang med at udskrige ham til noget, han endnu ikke er. Jeg kalder ham med vilje hverken en komet eller et stjerneskud. Men efter at have set hans halvleg mod AC Horsens kan jeg i hvert fald konstatere, at hans potentiale er enormt.
Det er heller ikke uvæsentligt for hans muligheder på kort sigt, at han befinder sig i lige præcis den klub, som han gør.
Et par timer efter opgøret mellem Silkeborg og Horsens var jeg i Herning for at se topopgøret mellem FC Midtjylland og FC København, og hvis han befandt sig i en af de to klubber, ville han givetvis stadig spille på U19-holdet.
Det kan jo også være ganske udmærket, men så ville han ikke have de samme muligheder for at udvikle sig som i Silkeborg. Her har han i øvrigt altid spillet sammen med nogle, der var ældre end ham selv. Fordi han var for god til at spille med sine jævnaldrende.
Lige nu er Kristian Bøgild Bloch jo langt fra at være for god til at spille i Superligaen. Men han er god nok. Og mere end det. Så meget kunne jeg da konstatere, da jeg overværede kampen mod Horsens.
Uden de afgørende bidrag fra denne blot 16-årige spiller havde Silkeborg uden tvivl tabt.

Skriv et svar