KFUM’s Serie 1-mandskab satte et fint punktum for efterårssæsonen med en 5-2-hjemmesejr over Hornsyld IF. Det rakte dog ikke til oprykning, da topholdet Horsens Freja uden større problemer sikrede sig tre point i Grindsted.
Kampen startede som en rodet og uskøn affære, i hvilken KFUM havde svært ved at sætte sig i gennem. Det offensive spil var uden snert, det defensive uden soliditet. Selv om det opstod af ingenting, var det derfor ikke ufortjent, at Hornsyld kort inde i kampen kunne bringe sig foran 1-0, da deres angriber, der voldte KFUM-defensiven en del besvær kampen igennem, rundede Gustav Pors og sendte bolden i det tomme mål.
Ti dårlige KFUM-minutter fulgte efter kampens første scoring, men så vågnede man også op fra sin slummer. Rasmus Damgaard slap fri i højre side feltet, hvorfra han udplacerede Hornsylds keeper med en fin afslutning. Målet havde en kickstartende effekt på KFUM-holdet. Ikke længe efter den udlignende scoring slap Damgaard på ny igennem Hornsyld-defensiven. Fra Damgaards fod endte bolden hos Jesper Jensen, der let kunne bringe KFUM foran 2-1.
KFUM havde flere muligheder i perioden, der fulgte, men vi skulle frem til halvlegens sidste minutter, før føringen blev udbygget, og endnu en gang var det en veloplagt Rasmus Damgaard, der var på spil. Sebastian Smoljan fandt plads langt inde på modstanderens banehalvdel, vendte på sin første berøring og sendte bolden i dybden på sin anden. Her var Damgaard hurtigt over bolden, og så kunne han med stor selvfølgelighed sende bolden i nettet til halvlegsstillingen 3-1.
Der var ikke spillet mere end en håndfuld minutter af anden halvleg, da Sebastian Smoljan reelt lukkede kampen med en scoring til 4-1. Kampens sidste fyrre minutter foregik på lavt blus og bar præg af, at KFUM’s oprykningsskæbne nu afhang af resultatet af kampen mellem Grindsted og Horsens, og at Hornsyld, der sidste weekend rykkede ned i Serie 2, ikke havde noget at spille for.
Lidt spændende var det alligevel ved at blive, da Hornsyld et kvarter før tid reducerede til 4-2 efter sløvt forsvarsspil. Hornsyld havde yderligere et par nærgående forsøg, men formåede ikke at skabe mere spænding. I stedet kunne Christian Pedersen i kampens døende minutter gøre det til de mere retvisende cifre 5-2, da han tæt under mål sendte Mathias Lynges oplæg i kassen.
KFUM ender således på rækkens andenplads, tre point efter et dygtigt og effektivt Horsens Freja-mandskab, der ikke har haft samme udsving i sine præstationer som KFUM.
KFUM vil derfor være at finde i Serie 1 til foråret, hvor målet igen er oprykning til Jyllandsserien.
Silkeborg KFUM – Hornsyld IF 5-2 (3-1)
0-1 Hornsyld
1-1 Rasmus Damgaard
2-1 Jesper Jensen
3-1 Rasmus Damgaard
4-1 Sebastian Smoljan
4-2 Hornsyld
5-2 Christian Pedersen
Silkeborg KFUM: Gustav Pors, Casper Møller, Søren Thomsen, Jacob Vestergaard, Kim Rau (Nicolai Pedersen) – Christian Pedersen, Thomas Olsen, Casper Røjkjær, Rasmus Damgaard – Sebastian Smoljan (Mathias Lynge), Jesper Jensen (Christoffer Hoppe)

Skriv et svar