KFUMs unge drenge vandt sent onsdag aften 3-1 over Aarhus 1900 efter en flot første halvleg.

18 spillere kom i kamp i sæsonens anden træningskamp på Jysk Park, og specielt første halvleg var ganske opløftende.

KFUM kom godt fra start i en første halvleg, hvor Mathias Lindegaard var alderspræsident (!). De unge KFUMere pressede det århusianske JS-mandskab, som fik problemer hver gang vi for alvor flyttede bolden hurtigt på den sidste tredjedel.
Anes Travljanin testede tidligt Aarhus-overliggeren efter et oplæg fra Tøffe. Samme overligger blev i øvrigt også blev ramt senere i halvlegen. Og derudover var der mange fine muligheder. Blandt andet til Peter Nemec, der fik muligheden efter en flot-flot kontra. Morten P førte bolden frem over midten af banen, og fandt en fremstormende Joakim Grosen, der fik spillet Peter Nemec fri til afslutning. Desværre for KFUM og Nemec blev forsøget dog reddet af keeperen.

På trods af ovennævnte stod det 3-0 ved pausen.
Det blev 1-0 allerede efter 9 minutter da Peter Nemec lagde bolden af til Morten Pedersen. Morten P sendte flot bolden i mål med vrist/yderside tæt ved den ene stang. Et flot mål at åbne sin KFUM-målkonto med. Det var også den tidligere SIF- og Lemming-spiller, der havde sidste fod på 2-0 målet. Her kom bolden flot ind i feltet fra Oliver Schmidt i højre side.
3-0 målet var lige så flot som de øvrige – her var det Peter Nemec, som knaldede bolden i mål tæt ved målhjørnet, efter vi havde presset århusianerne i eget felt.

KFUM havde pænt styr på Aarhus 1900 i første halvleg – men der skulle alligevel en mirakel-redning af Mathias Ipsen – godt hjulpet af Mathias Lindegaard på stregen – til at holde århusianerne fra at reducere inden pausen.

Fra starten – og i løbet af – 2. halvleg, skiftede KFUM ud på syv positioner. Om det var udskiftningerne eller pausen i sig selv, der havde skylden vides ikke – men rytmen gled ud KFUMs spil i 2. halvleg. Og der var heller ikke spillet mange minutter inden indskiftede Casper Røjkjær måtte gå ud igen med en forstrækning i lysken.

Aarhus 1900 kom mere med i kampen – og begyndte nu også at blive mere nærgående i deres spil. Reduceringen til 3-1 kom efter at 1900-offensiven sendte et skud på stolpen, hvor riposten blev sendt i mål bag Tim Krogh efter ca. en times spil. Aarhus 1900 havde et par muligheder yderligere – ligesom Mathias Lindegaard også havde et hovedstød tæt forbi mål.
Der blev dog ikke scoret yderligere, og kampen vil blive husket for den gode første halvleg, hvor både Morten P (billedet) og Peter Nemec fik scoret deres første mål i den hvide trøje. Og så håber vi at Røjkjærs skade ikke er alvorlig.

Silkeborg KFUM – Aarhus 1900 3-1 (3-0)
1-0 Morten Pedersen
2-0 Morten Pedersen
3-0 Peter Nemec

KFUM stillede med disse i første halvleg:
Mathias Ipsen, Simon Damgaard, Mathias Lindegaard, William Rex Sørensen, Jonathan Gammelvind, Jonas Ipsen, Joakim Grosen, Oliver Schmidt, Anes Travljanin, Morten Pedersen, Peter Nemec

KFUMs spillere i anden halvleg:
Mathias Ipsen (55. Tim Krogh), Sebastian Blindkilde, Mathias Lindegaard, Alexander Klein, Jonathan Gammelvind, Casper Røjkjær (50. Jonas Ipsen), Joakim Grosen, Oliver Schmidt, Anes Travljanin (55. Daniel Jørgensen), Stefan Stojilkovic, Anton Leth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *