KFUM er havnet i en Århus/Syd til foråret, og for at blive klogere på holdets kommende modstandere, bringer vi her en mindre analyse af de syv mandskaber i JS1 – pulje 2.
FC Djursland kender vi fra den netop overståede efterårssæson, hvor vi spillede to meget tætte kampe mod hinanden. Et godt spillende fodboldhold med mange dygtige individualister, som kan afgøre kampene på egen hånd. Holdet fik en dårlig start på efteråret med kun fire point efter fem kampe, men herefter viste ‘Hajerne’ for alvor deres kvaliteter med fire sejre i træk. Et nederlag til Aabyhøj i efterårets sidste kamp gjorde dog, at de gled ned på tredjepladsen i puljen med 23 point i 14 kampe og en målscore på 32-20. FC Djursland skifter ud på trænerposten til den nye sæson, hvor brasilianske Aroldo Strack bliver erstattet af Robert Sørensen, der kommer fra Lystrups Danmarksseriehold.
Agerbæk SF/Starup IF spillede en flot efterårssæson, hvor holdet gik ubesejret igennem Jyllandsseriens pulje 4 og sluttede på førstepladsen foran Fredericia fF og Vejle B. Med otte sejre og seks uafgjorte endte sydvestjyderne med 30 point efter 14 kampe og en målscore på 29-13. Faktisk var det kun Nørresundby i hele Jyllandsserien, der lukkede færre mål ind i efteråret end Agerbæk SF/Starup IF. Det vidner således om et hold med en solid defensiv, men som samtidig har nogle offensive kræfter, der kan gøre ondt på alle hold i rækken.
Fredericia fF, der er nedrykkere fra Danmarksserien, sluttede på tredjepladsen i efterårets pulje 4 med 21 point i 14 kampe. Holdet havde allerede sikret sig en billet til forårets JS1, da der resterede tre kampe af efterårssæsonen, og det blev udslagsgivende for holdets resultater. De endte således med at tabe de tre sidste kampe mod henholdsvis Kolding IF, Vejen SF og Agerbæk SF/Starup IF. Fredericia fF hentede primært deres point på eget græs, hvor det blev til fem sejre, én uafgjort og ét nederlag i efterårets syv hjemmekampe.
Fuglebakken KFUM kender vi efterhånden særdeles godt, eftersom det er tredje halvsæson i træk, at vi havner i pulje med det aarhusianske mandskab. Efter en katastrofal åbning på efterårssæsonen, lå det ikke ligefrem i kortene, at holdet ville sikre sig en plads i top 4. En stime på seks kampe uden nederlag vendte dog op og ned på det hele, og det gjorde, at holdet alligevel snuppede fjerdepladsen i puljen med 21 point og en målscore på 26-23.
Hatting-Torsted Fodbold sikrede sig oprykning til JS1 på allersidste spillerunde med en 3-2-sejr på udebane over Vejen SF. Dermed snuppede de fjerdepladsen i pulje 4 for næsen af Kolding IF. Hatting-Torsted skiftede cheftræner midt i sæsonen, hvor den tidligere AC Horsens-spiller Steffen Algren overtog roret, og det blev vendepunktet for Horsens-mandskabet. I de sidste ni kampe tabte holdet således kun én kamp, og selvom de sluttede med en negativ målscore, var det alligevel nok til at snuppe den eftertragtede fjerdeplads med 18 point i 14 kampe.
Aabyhøj IF kender vi også fra den netop overståede efterårssæson, hvor vi desværre måtte erkende, at aarhusianerne endte med at blive vores onde ånd. Blot ét enkelt point blev det således til i de to indbyrdes opgør mod Aabyhøj IF, som sluttede på andenpladsen i puljen med 25 point i 14 kampe og en målscore på 25-19. Her er det værd at bemærke, at de grønblusede aarhusianere havde det bedste forsvar i efterårets pulje 3, men de var også det hold fra top 4, der scorede færrest mål.
Vejle B er oprykkere fra Serie 1, hvor de i foråret 2017 fejede al modstand af banen og vandt deres pulje i suveræn stil med 34 point i 14 kampe og en målscore på 43-14. De rød-hvide vejlenser fortsatte de imponerende takter i efterårssæsonen, hvor holdet hurtigt snuppede en billet til JS1. Med deres offensive spillestil blev holdet samtidig det mest scorende hold i deres pulje med 34 kasser i 14 kampe, hvilket svarer til knap 2,5 mål pr. kamp.
KFUM åbner forårssæsonen på eget græs, når vi hjemme på Søholt Idrætspark byder velkommen til Hatting-Torsted Fodbold. Det sker i weekenden den 31. marts – 1. april 2018.
Skriv et svar