Der var drama til allersidst da KFUM bragte sig på førstepladsen i JS pulje 3 med en 3-2 sejr på Vorup FBs kunststof-stadion. Straffe, udvist målmand, sejrsmål og højlydte protester – alt sammen dybt inde i dommerens tillægstid gjorde at det hele kogte lidt over for hjemmeholdet.
Det startede ellers stille og roligt. Det første kvarter skete der ikke meget – men da Ruben Møller Nielsen fulgte en bold til Vorup-målmanden og denne ‘gik ned’ under højlydte klage-råb, gav dommeren Ruben det gule kort. Og 10 minutter på bænken. I de 10 minutter havde Vorup stort set ikke bolden. KFUM kørte den flot rundt på kunststof-banen – og pludselig var Ruben med igen. Han var nemlig knapt kommet på banen før han fik en friløber – desværre skød han det store tilbud lige ved siden af mål.
10-12 minutter senere var træfsikkerheden bedre.
Christian Pedersen brød flot et Vorup-angreb og spillede bolden ind til Frank Hansen, som sendte den op midt i banen til Ruben, der var løbet i hullet. Et enkelt godt træk – og en sikker afslutning og KFUM var foran 1-0.
KFUM kom dog ikke særlig godt ud til anden halvleg. Der var perioder med usikkerhed, hvilket ikke var helt unaturligt for KFUM stillede med en ny fire-back-kæde. Med U19-spilleren Simon Jørgensen i midterforsvaret, og venstre-kant U19-spilleren Jonatan Gammelvind som højre back, og ind i 2. halvleg kom ydermere den tredje U19-spiller – Magnus Poulsen. Alle de tre unge drenge gjorde det dog fint – og der var også et par af de rutinerede at læne sig op ad.
En af dem var Søren Philipp.
Søren har ikke haft mulighed for at være meget med i denne sæson – men selvom vi ikke havde så meget spil i 2. halvleg – så fik vi gode prøver på, hvad det er Søren stadig kan. Allertydeligst efter godt en times spil. Nicolai Johansen får spillet Søren på præcist det rigtige tidspunkt – og så svigter han ikke. Målmanden kommer farende langt ud – og Søren Philipp løfter den koldt over ham – og ind i målet. Et klassemål af en klasseangriber og 2-1 til KFUM.
10 minutter efter kunne Søren ha’ lukket kampen, da han fik en gratis chance af keeperen – men denne gang ramte hans skud mod det åbne mål desværre den ene opstander, og i stedet fik Vorup et par muligheder. Først headede de snert forbi mål og efter 81. gav Frank Hansen dem den største chance – da han begik straffe. Ikke verdens største – men dømt blev det – og udligningen var en realitet.
Jesper Thygesen reagerede straks fra bænken og gik over til et 3-mands forsvar – og det pressede faktisk spillet frem mod Vorups mål. Frank var tæt på at gøre skaden god igen da han på et flot langskud var tæt på – men forløsningen kom i tredje minuts overtid. Nicolai Johansen gled mod mål og fik, samtidig med at han blev væltet, et skud på mål, som ramte stolpen. Dommeren dømte dog straffesparket. Og det var mere end den temperamentsfulde Vorup-keeper. Han tændte fuldstændig af – og at han kun fik det gule kort og 10 minutter var lidt en gåde, for ud af banen – og på vej i bad råbte og skreg han stadig, og lagde sig ud med alt og alle.
En markspiller måtte på mål til straffesparket. Nicolai Johansen plejer at være sikkerheden selv – men faktisk var mark-spilleren ikke langt fra at få fat i bolden, der dog strøg i mål til en 3-2 KFUM-sejr.
Vi ligger nummer 1. Minimum indtil Aabyhøj har spillet mod Fuglebakken.
Vorup FB – Silkeborg KFUM 2-3 (0-1)
0-1 Ruben Møller Nielsen
1-2 Søren Philipp
2-3 Nikolai Johansen
Silkeborg KFUM: Mads Markfoged – Jonatan Gammelvind, Christian Pedersen, Simon Jørgensen, Christopher Poulsen – Frank Hansen, Casper Røjkjær, Mathias Barthel, Nicolai Johansen, Ruben Møller Nielsen – Bastian Skibsted
Ind i 2. halvleg: Magnus Poulsen, Søren Philipp og

Skriv et svar