KFUM-træner Lars Dahl glæder sig over de tre point mod FC Djursland, som han kalder for en rigtig arbejdssejr.
For en sjælden gangs skyld var rollerne byttet rundt på Søholt Idrætspark, da Lars Dahls tropper lørdag eftermiddag krydsede klinger med FC Djursland. I store dele af kampen var hjemmeholdet nemlig tvunget til at stå langt tilbage på banen, mens de fik lov til at løbe efter Djursland-spillerne.
Selvom de fremmødte tilskuere ikke blev forkælet med poleret fodboldspil fra hjemmeholdet, viste KFUM-mandskabet dog en stor arbejdsiver, som var med til at sikre en vigtig 3-2-sejr.
– Jeg er rigtig glad for vores sejr og de tre point, men det var også en sejr, som vi måtte kæmpe rigtig hårdt for at få i hus. Stor ros til vores anfører Frank Hansen, som gik forrest i denne arbejdssejr, siger Lars Dahl og fortsætter:
– Vi spillede med stor disciplin i den sidste halve time, hvor vi var under stort pres. Vi spillede ikke den form for fodbold, som vi gerne vil, men vi må også indrømme, at vi mødte et rigtig godt Djursland-hold med mange dygtige spillere, slutter Lars Dahl.
Med sejren har KFUM nu hentet syv point i sæsonens første tre kampe.
Skriv et svar