Silkeborg KFUM mødte lørdag eftermiddag FC Djursland på Søholt. Et godt spillende Djursland-mandskab voldte Lars Dahls tropper store problemer – men KFUM var kyniske og hev til sidst en 3-2 sejr i land.

Hajerne fra FC Djursland havde spillet deres tre første kampe uafgjort, men målt på dagsformen var det svært at forestille sig at de endnu ikke havde vundet en kamp. Starten var dog ret lige med et par gode forsøg fra begge hold.

Fra KFUM viste Patrick Bang sig i hovedspillet, og Bastian Skibsted havde en stor mulighed alene med FC Djursland-keeperen. En duel målmanden vandt – men Bastian tog revanche senere.

 

 

Men midtvejs i første halvleg var det FC Djursland der bragte sig i front, da deres farligste mand – venstre kanten Lasse Storvang – gled forbi den vikarierende højreback, Ruben Møller Nielsen, samt midterforsvaret og fra 3 meter kanonerede bolden i nettaget – utagelig for Mads Markfoged, der var tilbage i målet. 

KFUM var igen ramt af karantæner og afbud, men det var ikke færdighederne der manglede i denne fase. Mere at man tog skeen i den anden hånd – og sad tættere på FC Djurslands dygtige spillere med brasilianeren Felipe Soares i front. Det krævede en skideballe – og den uddelte anfører Frank Hansen, og i slutningen af halvlegen så det ud til at hjælpe. Frank gik forrest – og tre minutter før pause sparkede han et godt Sebastian Smoljan-oplæg i mål til 1-1. Seb havde erobret bolden ved baglinjen og sendte den skråt tilbage, hvor Frank kom til og satte den ind helt ude ved venstre opstander.

Men KFUM var ikke klar til pause-the endnu. Casper Røjkjær stak Patrick Bang afsted dybt – og Bang scorede sikkert til en 2-1 pause-føring til KFUM. 

Da Bastian Skibsted 7 minutter efter pausen scorede sit andet mål i to kampe og øgede til 3-1 troede de fleste nok at kampen var afgjort. For det var en hård skæbne for det godt spillende FCD-mandskab, som oveni hatten måtte notere sig at målet var lidt af et målmandsdrop. Sebastian Smoljan var igen nået til baglinjen i højre side – og sendte denne gang bolden tilbage til Bastian som afsluttede tæt ved forreste stang. En bold målmanden garanteret godt ville ha’ reddet … men 3-1 til KFUM.

Det fik dog ikke mandskabet fra Haj-byen, Grenå, til at stoppe jagten på point, og deres stærke centerforward Kristian Kaagh kunne allerede to minutter senere reducere til 3-2.

Og den sidste halve time måtte KFUM stå dybt og forsvare. Christian Pedersen måtte lade sig skifte ud – og Patrick Bang blev rykket ned i midterforsvaret. Bang, et stærkt kæmpende mandskab og gode præstationer af Mads Markfoged i målet betød at KFUM red stormen af, selvom minutterne på trænerbænken og på lægterne sneglede sig afsted.

Det var en atypisk KFUM-kamp, hvor vore fighter-egenskaber blev testet. Derfor var der også ros til vore indskiftere, hvor specielt Simon Jørgensen og klub-manden Henrik Hedegaard kom ind og hjalp godt til. Det var dog ingen overraskelse at Man-of-Match var vores anfører der gik i spidsen for den fight der endte med 3 dejlige point.

“Måske havde vi kun fortjent et enkelt point”, lød det efter kampen fra Lars Dahl.

“Jeg havde forberedt en stor røffel i pausen – men pludselig var vi foran – så jeg kunne rive mit halvlegs-oplæg over”.

Til sidst skulle vi dog bare vinde, så derfor satte vi Bang i midter-forsvaret, hvilket naturligvis gjorde det svært at slå kontra, da der ikke var nogen at spille den op på”, sagde Dahl, der ligesom resten af tilskuerne havde svært ved at forstå at FC Djursland i nu fire kampe ikke har vundet.

Silkeborg KFUM – FC Djursland 3-2 (2-1)
0-1 Lasse Storgaard
1-1 Frank Hansen
2-1 Patrick Bang
3-1 Bastian Skibsted
3-2 Kristian Kaagh

Silkeborg KFUM:
Mads Markfoged – Ruben Møller Nielsen, Christian Pedersen, Christopher Poulsen, Mads Andersen – Frank Hansen, Casper Røjkjær, Bastian Skibsted, Christoffer Hoppe, Sebastian Smoljan – Patrick Bang
Ind fra bænken i løbet af 2. halvleg: Simon Grøn-Iversen, Simon Jørgensen, Henrik Hedegaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *