Kristi Himmelfartsdag spillede 2. holdet uafgjort 1-1 i topkampen mod B74.
Kampen ude mod B74 startede godt for KFUM, som efter 3 minutters spil kunne bringe sig i front 1-0 ved Peter “Pøl”. En lynhurtig Mads Kyndi oversprinter B74 forsvaret og med godt overblik, kan han finde en helt fri Peter “Pøl” foran målet.
En fremragende start blev afløst af en mere kontrolleret periode. B74 forsøgte at finde plads og muligheder, men KFUM holdet lukkede fornuftigt ned, stærkt akkompagneret af sidste skansen Oliver Lydig, som leverede en flot kamp.
I modsatte ende af banen var Mads Kyndi en evig uro og med hans fart blev der i flere omgange skabt gode muligheder for yderligere scoringer.
Efter pausen blev billedet en smule anderledes. B74 holdet forsøgte med en højere pres og det virkede til at stresse KFUM holdet en smule, som havde svært ved at sætte spillet. Der var dog ikke tale om at B74 holdet skabte chancer på chancer, men de kom bestemt tættere på Oliver Lydigs mål.
Efter 74 minutters spil går det så galt. En hurtig omstilling straffes prompte af B74 angriberne og efterlader ingen chance for Oliver i målet. 1-1. Målet vækker KFUM holdet en smule og i den resterende del af kampen er holdet nu pludselig igen farlige foran B74 målet. I to omgange får vi store muligheder for at sikre sig alle 3 point, med desværre svigter skarpheden og da dommeren fløjter af, kan KFUM holdet med god grund ærgre sig over, at det ikke blev til 3 point på en dag, hvor man i store dele havde godt styr på opgøret.
Efter kampen kunne Oliver Lydig (billedet) fortjent modtage man of the match. Ikke fordi han havde travlt med store redninger, men han virkede usvigelig sikker i samtlige indgreb i løbet af kampen.

Skriv et svar