KFUMs førstehold er stadig ubesejrede i Jyllandsserien – søndag aften blev Vejen besejret med hele 6-0.
På forhånd kunne det ligne en lige kamp, da både Vejen og KFUM gik ind til dagens Jyllandsserie-kamp med 7 point på kontoen – og vi havde begge slået Fuglebakken og Brædstrup. Og de første 45 minutter så det også ganske lige ud.
KFUM-spillerne havde uhyre svært ved at holde tempo – og præcision – i spillet fremad banen. Det blev også besværliggjort af et uhyre disciplineret Vejen-mandskab, der så snart de mistede bolden var tilbage og stå med 10 mand. Dertil havde banen også en del at sige. Selvom Vejen Stadion er uhyre hyggeligt – så var banen stadig ‘vinter-knoldet’ – og det tog åbenbart ‘de hvide’ 45 minutter at vænne sig til.
Udeblev det gode spil og chancerne i 1. halvleg – så gik der ikke længe efter Lars Dahls pause-snak før kampen var afgjort. I første angreb kom indskiftede Mads Andersen igennem i venstre side, og hans indlæg endte Philipp med at kunne lægge af til Mathias Barthel, der sendte den i mål til 1-0. Og der skulle gå under et minut, før Vejen-keeperen måtte hente bolden ud igen. For nu var det nemlig tid til Philipp-show.
Søren Philipp blev sendt afsted i en friløber, og selvom dåbsattesten på vores topscorer er underskrevet nogle år tidligere end de fleste af modstandernes, så var Philipp uimodståelig. Han timede sit løb perfekt for til sidst at løfte bolden over Vejen-keeperen. Hvem sagde Elkjær?
Og eneste trøst for Vejen-forsvaret var, at der gik 20 minutter før det gentog sig. Igen formåede Philipp at holde et halsende forsvar bag sig, for klinisk at sætte den i kassen til 3-0. Minuttet efter nappede Philipp sit hattrick, da bolden lidt tilfældigt nåede igennem til ham fra venstre side.
Både Mads Andersen og Christoffer Hoppe, der kom ind i pausen gjorde en fin figur, og det gjorde tredje indskifter – Bastian Skibsted – også. Da Philipp fortjent fik fyraften et kvarter før tid, kom KFUMs unge angriber ind, og i det 85. minut vippede Frank Hansen flot bolden frem til Bastian, der lige akkurat nåede den – og smed den i mål til 5-0.
I det sidste minut sikrede Sebastian Smoljan og Bastian Skibsted at der blev tale om tennis-cifre. Seb drev bolden frem og afleverede til Bastian, som med indersiden lukkede og slukkede for en fantastisk KFUM-halvleg i Vejen (billedet ovenfor).
“De tre der startede ude, skal have stor ros for at være med til at gøre en forskel,”, lød det fra cheftræneren, der var lige så begejstret for 2. halvleg, som han var skuffet over første.
Man of the Match – med 10 stemmer – blev ikke overraskende Søren Philipp.
Vejen – Silkeborg KFUM 0-6 (0-0)
0-1 Mathias Barthel (46)
0-2 Søren Philipp (46)
0-3 Søren Philipp (65)
0-4 Søren Philipp (66)
0-5 Bastian Skibsted (85)
0-6 Bastian Skibsted (90)
KFUM startede sådan:
Mikkel Dalgaard – Jacob Molbech, Christian Pedersen, Christopher Poulsen, Mathias Lindegaard – Frank Hansen, Casper Røjkjær, Jesper Torp, Mathias Barthel, Sebastian Smoljan – Søren Philipp
I 2. halvleg indskiftede vi disse tre: Christoffer Hoppe, Mads Andersen, Bastian Skibsted
Skriv et svar