Fredag aften kom KFUMs Serie 4 tilbage på sporet, efter nederlaget i sidste weekend mod Ikast FS. Modstanderne var oprykkerne fra Vinderslev, som havde fået en god start på opholdet i Serie 4. Alligevel kunne topholdet fra Søholt tage 3 point med hjem fra Vinderslev efter en 3-0 sejr.
KFUM fik ellers en skidt start på opgøret, hvor et tændt hjemmehold fra Vinderslev dominerede. KFUM manglede meget i en rodet første halvleg, hvor man savnede beslutsomhed, tålmodighed og skarphed i langt det meste.
Derfor kunne vi faktisk være ganske godt tilfredse med 0-0 ved pausen, selvom Vinderslev dog ikke for alvor havde formået at true Gustav i KFUM-målet.
I pausen blev der “talt med store bogstaver”: Der skulle meget mere til!
2. halvleg startede bedre, men desværre blev Philip Hag præsenteret for det gule kort i det 59. minut.
Blot 2 minutter senere må en Vinderslev spiller dog samme vej, og det sendte faktisk initiativet over på KFUM-fødder.
Efter endnu en tur op af kanten kunne Casper Møller i det 68 minut, endelig se et af sine indlæg blive omsat til mål. Henrik Hedegaard udnyttede sikkert chancen: 0-1.
Scoringen gav den fornødne ro og i det 78. minut kunne Jacob Meyer gøre det onde ved sine gamle holdkammerater, da han med hovedet sikre en to måls føring: 0-2.
Blot 7 minutter senere var den igen gal i Vinderslev feltet. Mikkel Lajgaard afsluttede en god periode for KFUM med sin scoring til 0-3. En flot afslutning af Mikkel, på et godt gennemspillet angreb, med få berøringer, masser af pasninger.
Herefter var kampen reelt afgjort og selvom det ikke var den bedste kamp fra Carsten Overgaards tropper, kunne man konstatere at det rakte til 3 point og sæsonens første clean sheet.
Efter kampen blev fidusen delt mellem Casper Møller og Henrik Hedegaard (billedet), som begge fik 4 stemmer. De viste, at de har rutine, klasse og evnerne til at lede holdet, når der brug for det… Stærkt gået.
“En træner som i dag må konstatere, at det trods alt er vigtigt at hæfte sig ved, at vi formår at holde nullet, vi er skarpe i de afgørende øjeblikke, samt de 3 point. Resten var desværre kun i enkelte perioder godt nok.”
Vinderslev IF – KFUM 0-3 (0-0)
0-1 Henrik Hedegaard, 69 min.
0-2 Jacob Meyer, 77 min.
0-3 Mikkel Lajgaard, 84 min.

Skriv et svar