Tirsdag aften skulle Serie 4 følge op på den fine premiere-sejr ude mod United. Modstanderne fra Engesvang Fremad kom til KFUM med selvtilliden i top, efter to sejre i deres første to opgør.

I forhold til truppen mod United var Glen Nørregaard ude på grund af ferie, mens der var KFUM-debut til Lars Pleh. Og Lars fik en hovedrolle i sin første kamp i den hvide bluse.

Kampen startede fint for KFUM, som virkede klar fra start. Af flere omgange var der optræk til farlige situationer, som med en smule held godt kunne have givet et tidligt føringsmål.
Det kom bare ikke, og selvom KFUM spillerne havde bolden meget kunne de hårdt arbejdende Engesvang Fremad spillere langsomt finde fodfæste i kampen.

Efter 15 minutters spil, belønnes Engesvang spillernes arbejde med et mål på en aflevering i dybden til deres angriber, som sikkert bringer dem foran. Lidt hårdt for andetholdet, som ellers var startet fint. Den efterfølgende periode viste med al tydelighed at KFUM’erne gerne ville, men at det oftest ikke blev til mere end lige ved og næsten.
Heldigvis ville Lars Pleh det anderledes – og efter 30 minutters spil bragte han balance i regnskabet, på en flot afslutning fra af kanten af feltet.

KFUM fik dog blot fem minutter til at nyde udligningen, for med 10 minutter til pausen fuldender Engesvang-angriberne en effektiv kontra fase med målet til 2-1-føringen.

For at gøre det hele meget værre blev KFUM ramt af en advarsel til Philip Hag, med 5 minutter til pause. Det var i denne periode virkelig “op af bakke” for KFUM. Undertalsperioden gav dog ikke Engesvang Fremad yderligere scoringer, så med Philip tilbage på banen og 11 mod 11 skulle der nu satses.

Desværre blev det til blot 10 minutter på banen for Philip inden han med et rødt kort må takke af for dagen. I samme sekvens er der to Engesvang Fremad spillere som modtager gule kort. Overtalsperioden bekommer KFUM spillerne godt og selvom det vel nok mest af alt må betragtes som et drop af målmanden, på Caper Møllers frispark, var det dejligt at konstatere at Lindegaard var først på bolden efterfølgende og derved kunne udligne til 2-2.

Blot få minutter senere og med Engesvang Fremad som fuldtallige på ny mistede KFUM-forsvaret bolden – og blev effektivt straffet af Engesvang Fremad.
Herefter satser KFUMs 10 mand hårdt for udligningen og med fem minutter tilbage af kampen, får man muligheden på et straffespark. Lars Pleh omsætter dette og kan altså kalde sig for dobbelt målscorer i sin debut.

Selvom man i kampens døende periode var tæt på at stjæle sejren, så skal KFUM – over hele kampen – være tilfredse med det ene point i en kamp, hvor det i perioder var op af bakke.

Efter kampen gik fidusen til Casper Møller (billedet), som isærdeleshed i slutningen af kampen gjorde ondt på Engesvang Fremads højre side.

Silkeborg KFUM – Engesvang Fremad 3-3
0-1 Engesvang
1-1 Lars Pleh
1-2 Engesvang
2-2 Mathias Lindegaard
2-3 Engesvang
3-3 Lars Pleh (straffe)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *