Et godt spillende KFUM-mandskab trykkede i lange perioder Viborg Søndermarken i bund, og kunne fuldt fortjent sætte 3 point på kontoen efter en overbevisende 7-2 sejr i premieren.

Alle tilskuere var knapt nået igennem den ufleksible betalings-indgang før KFUM havde bragt sig foran med 2-0. I det 8. minut fandt Jesper Torp nemlig Søren Philipp, der altså kun skulle bruge otte minutter inden han åbnede sin målkonto i sæsonen. Minuttet efter ville Torp så selv være med, da han flot rundede keeperen og sendte bolden i det tomme mål til 2-0. Og bare to minutter senere havde Johan Giehm et forsøg på stolpen.

I den midterste del af første halvleg kom Viborg Søndermarken lidt bedre med, og de fik også et par muligheder – men sidst i halvlegen dikterede KFUM atter spillet. Viborg SIK stod i denne periode meget lavt – og de kunne så fra tæt hold se på at KFUM øgede til 3-0. Johan sparkede på overliggeren – og her var Søren Phillipp atter en tand hurtigere i tanke end Viborg-forsvaret, og han kunne derfor kaste sig frem og heade os på 3-0, som også blev pause-stillingen.

2. halvleg var kun 5 minutter gammel, da Jacob Vestergaard fik lavet et straffe på Viborgs lange angriber. 1-3 – uden chance for Mikkel Dalgaard i målet.

Christopher Poulsen vil måske hævde at Viborg-keeperen heller ikke havde nogen chance for at redde målet til 1-4. Men lidt mærkeligt så det ud. Det så næsten ud som om målmanden blev så overrasket over at Poulsen fyrede kanonen af fra 28 meters afstand – at han valgte at sætte sig på halen. Dermed kom vores assistent-træner på tavlen i sin første turneringskamp.

Og i det 55. minut var målræven Philipp så hurtigere igen-igen. Viborg SIK blev dømt for at aflevere tilbage til egen målmand, som samlede den op. Og mens viborgenserne ævlede over den dom så tog KFUM frisparket – og Søren Philipp kunne sende bolden i et tomt mål til 1-5 – og til et hattrick.

Efter endnu en Viborg-reducering og efter ca. en times spil skiftede KFUM tre spillere. Blandt fik Torp og Phillipp lov til at hvile stængerne, og ind kom Christoffer Hoppe, Sebastian Smoljan og Jonas Porse. At KFUM i år har en meget bred trup blev bevist – for vi fortsatte med at styre spillet, og det var netop en 1-2 mellem to indskiftede – Seb og Porse – der betød at også Jonas Porse kunne blive målscorer i sin turnerings-debut. 2-6.

Sidste mål blev sat ind af sidste sæsons topscorer, Christian Pedersen. Christian teede nærmest bolden op til sig selv, løftede den over en fremstormende målmand – og headede den herefter i mål et kvarter før slut, til hvad der skulle blive slutresultatet: 2-7.

En god og overbevisende start på sæsonen, og selvom Viborg Søndermarken formentlig ikke kommer til at blande sig i toppen – så var det alligevel godt at se, at spillet hang så godt sammen – så tidligt i sæsonen.

Viborg Søndermarken IK – Silkeborg KFUM 2-7 (0-3)
0-1 Søren Philipp (8.)
0-2 Jesper Torp (9.)
0-3 Søren Philipp (43.)
1-3 Viborg SIK (straffe)
1-4 Christopher Poulsen (51.)
1-5 Søren Philipp (55.)
2-5 Viborg SIK
2-6 Jonas Porse (69.)
2-7 Christian Pedersen (75.)

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *