Førsteholdet har manglet modstand i DBU’s træningsturnering for Serie 1 & 2. Derfor har Lars Dahl krydret optakten med et par træningskampe mod først SB, og så i aften … mod Lemming.

Lemming fik via en skrivebordssejr lige klemt sig blandt de fire øverste i Jyllandsserie-spillet i efteråret, hvilket betyder at de spiller JS1 i foråret. Hvor den ypperste ‘præmie’ er en oprykning til Danmarksserien.
Dermed var der store forventninger til at vi blev presset maksimalt da vi bød Lemming op til dans tirsdag aften på kunststof-banen i Kjellerup.

Men på en ny fantastisk 1. halvleg spillede KFUM Lemming af brædtet allerede i første halvleg.

U19 spilleren Johan Giehm der netop er fyldt 18 år åbnede meget hurtigt scoringen, og kort efter blev der begået straffe mod Mathias Barthel, som en stærkt spillende Casper Røjkjær sikkert satte i mål. 3-0 blev det da Sebastian Smoljan sprintede fra Lemming-forsvaret og sendte kuglen bag keeperen, og 4-0 målet var et flot gennemspillet angreb i venstre side, som blev sendt modsat – og stærkt sat ind af Johan Giehm.

Johan kunne kort efter ha’ fuldendt hattrick’et i samme halvleg. Men alene foran mål glippede 100%-chancen, og så gik KFUM atter til pause med en 4-0 føring. Præcis som i de seneste to træningskampe. Sædvanen tro var der en del udskiftninger i 2. halvleg – men da Søren Philipp på den første chance han fik øgede til 5-0 lignede det alligevel mere at KFUM skulle fortsætte end at Lemming skulle score.

Øzgur havde også alle tiders mulighed for at bringe os på 6-0 – men tvær-ribben reddede for Lemming.

Og så syntes KFUM-mandskabet alligevel at Lemming skulle på tavlen da man i de sidste 10 minutter forærede Jyllandsserie-mandskabet to mål. Først afleverede målmand Mikkel Dalgaard bolden direkte til en Lemming-spiller som takkede – og scorede til 1-5. Så gjorde Dalgaard skaden god igen ved at redde et tyndt dømt straffe – kun for at se Nicklas Nørbo lave et nyt. På det andet straffe scorede den tidligere KFUM’er Mathias Vestergaard til 2-5.

Vi gav Lemming et par trøstemål, som tak for en god træningskamp. Men indtrykket af en fantastisk KFUM-indsats i kampens første 75 minutter var alligevel det stærkeste.

Silkeborg KFUM – Lemming 5-2 (4-0)
1-0 Johan Giehm
2-0 Casper Røjkjær, straffe
3-0 Sebastian Smoljan
4-0 Johan Giehm
5-0 Søren Philipp

Start opstilling:
Mikkel Dalgaard – Rasmus Damgaard, Nicklas Nørbo, Jacob Vestergaard (anfører), Casper Møller – Thomas Olsen, Casper Røjkjær, Christian Pedersen, Johan Giehm – Sebastian Smoljan, Mathias Barthel

Indskiftere i 2. halvleg:
Søren Philipp, Mathias Lindegaard, Christoffer Hoppe, Søren Thomsen og Øzgur Mercan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *