Ny friluftspavillon skal være ramme om fællesskaber og outdooraktiviteter i Silkeborg.

Danmarks Idrætsforbund (DIF), Friluftsrådet og Nordea-fonden har valgt Silkeborg som én af fem kommuner, hvor de støtter opførelsen af en friluftspavillon. Kultur- og Fritidsudvalget i Silkeborg Kommune har godkendt et skitseforslag til, hvordan friluftspavillonen skal se ud.

Med en ny friluftspavillon tilføjer Silkeborg endnu et mødested, der skal understøtte endnu mere friluftsliv, bevægelse og fællesskab i Danmarks Outdoor Hovedstad. 

Pavillonen skal ligge på Søholt, som er Silkeborgs store sports- og fritidsarena. Her er store, åbne og grønne omgivelser, stier, fodboldbaner, tennisbaner, et atletikstadion, en skatepark og meget mere. Mere er på vej som et svømmecenter og et DBU-fodboldcenter.

Vi mødes på Søholt

Friluftspavillonen er målrettet børn og brugergrupper, der laver outdooraktiviteter for børn. Men alle er naturligvis velkomne. Her kan alle begynde og slutte sine aktiviteter og sit samvær. Foreninger, selvorganiserede brugere, motionister, spejdere, familier, skoler og børnehaver.

Her kan de lokale foreninger opbevare udstyr til deres børneaktiviteter. Her kan skoler rykke deres undervisning ud. Her kan motionisten få læ, en tår vand eller bruge toilettet. Her kan familier tage hen for at lege og være sammen. 

– Friluftspavillonen skal være et bynært mødested, hvor børn og unge kan mødes omkring friluftsliv, bevægelse og fællesskab. Forhåbentlig bliver pavillonen et sted, hvor man både kan prøve nye aktiviteter, møde nye mennesker og skabe nye relationer på tværs af brugergrupper, siger Ida Nørholm, konsulent i Friluftsrådet.

Leg på taget – samvær under det

Skitseforslaget, som nu skal realiseres, viser en åben træbygning med et skrående, grønt tag, der inviterer til løb og leg med rutsjebane og brandmandsstang, som kan tilgås fra taget, og til ophold med et udsigtspunkt.

Under det skrående tag bliver der en overdækket terrasse med tekøkken. Indenfor bliver der depotrum, hvor foreninger og skoler kan opbevare udstyr, to omklædningsrum og et toilet. 

Foran bygningen indrettes et grønt areal, der kan bruges til for eksempel outdoortræning, yoga og andre aktiviteter.

Formet af dem, der skal bruge det

– Det her er meget mere end en bygning. Det er et samlingspunkt, som er skabt med afsæt i borgernes egne idéer, og som giver børn, unge og familier endnu flere muligheder for at være aktive, lege og mødes i fællesskaber. Derfor er vi stolte af at være med til at realisere projektet sammen med Silkeborg Kommune og Salomonsson Arkitekter, siger Casper Lindemann, konsulent ved DIF.

En lang række brugere og borgere har været involveret i at udvikle skitseforslaget. Det er deres idéer, behov og visioner, som pavillonen er designet ud fra. 

De involverede er for eksempel Ungerådet, 9.-klasseelever, en idrætsefterskole, selvorganiserede skatere, spejdere fra FDF Silkeborg, idrætsforeninger som SIF, IF SilkeSind, Dansk Vandrelaug, Dansk Skolecykling Søhøjlandet og mange flere.

Et mødested for alle

– Friluftspavillonen bliver en åben invitation til hele Silkeborg. Her kan man komme forbi til en gåtur, en træning eller bare hænge ud og samtidig opdage nye aktiviteter, nye fællesskaber og nye måder at være aktiv sammen på, siger Thomas Tonsberg Schlie, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Silkeborg Kommune. 

Næste skridt

Det godkendte skitseforslag danner grundlag for den videre projektering af friluftspavillonen og kvalificering af projektets økonomi.

DIF og Friluftsrådet bidrager sammen med Nordea-fonden med 754.000 kr., og Silkeborg Kommune har sat 1,3 mio. kr. af til projektet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *