I morgen søndag den 8. marts skal det nye mandskab til Odense og spille deres første turneringskamp! 

Det er faktisk i sig selv en kæmpesejr. For hvis man har fulgt lidt med i pressen, så ved man, at det for blot tre uger siden så ud til at være slut med seniorfodbold i Young Boys- og KFUM-regi. Men det er altså lykkedes at få fastholdt og tiltrukket så tilpas mange spillere, at der stadig findes et hold i Danmarksserien i Silkeborg.

Lars Dahl har hele tiden været der og holdt fast, også da det så mest grelt ud. Det samme gælder de to holdledere Jonas og Bent. Desuden er trænerteamet blevet forstærket, da Dahls gamle trænerkollega Christopher Poulsen (også tidligere superligaspiller og endda landsholdsspiller) er kommet til og hjælper med udviklingen af holdet med træning af høj kvalitet. Endelig et kæmpe tak til sponsorerne – jer vender vi tilbage til senere.

Så nu er det bare op til drengene at levere.😉

Alle omkring truppen ved dog, at det bliver et udfordrende forår. Til gengæld er alle også enige om, at det er en fantastisk mulighed for udvikling for hver enkelt spiller og for holdet som helhed. 

For der er tale om en meget ung trup med spillere ned til seksten år, og hvor der fx i kampen i morgen er hele tolv spillere ud af seksten, der kan få debut i Danmarksserien. Desuden har den turbulente opstart betydet, at nogle af spillerne først er kommet til de seneste uger, så de har ikke haft megen tid til at lære hinanden at kende, hverken på eller udenfor banen. Mens det kolde vejr har gjort, at holdet kun har haft en træningskamp. Schmidt (’Smitty’) er den ældste på holdet med 24 år, han er også den, der har været længst i klubben. Og nu er han anfører.

Så selv hvis det skulle ende med nedrykning, så er det ingen katastrofe. Foråret er først og fremmest spille-, udviklings- og læretid. Men der er tale om en trup med en god energi, der allerede nu fungerer virkelig godt socialt. Det er løbestærke og teknisk dygtige spillere. Det har de vist i træningskampen og til træning, hvor der generelt har været stor intensitet. 

Så der er forhåbentlig mange, der vil finde det interessant at følge dem.

Truppen til i morgen er følgende: Alexander Boisen, Midtgaard, Storm, Markus, Balle, Noah, Seojin, Linus, Risvig, Mashal, GB, Timothy, Mahdi Rajabi, Sebastian, Malthe, Bogdan, Schmidt.

LJ

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *