Fredag d. 12/12 afholdt Silkeborg KFUM’s Old Boys den årlige julefrokost – en dag fyldt med konkurrencer, hygge og latter.
Dagen startede ud med 2 timers indendørs fodbold i Sydbyhallen – og det var tydeligt fra start, at ingen havde rørt løbesko efter sæsonafslutningen – i starten af oktober.
Således var udskiftningsbænken fyldt – men det var også her de mange forfriskninger befandt sig, så der var nok tale om en kombination, til årsagen til de mange udskiftninger.
Der var også lækkerier i spillet med bolden – men der var ikke mange – der var vist mest overskud/fejlskud.
Der blev spillet “ung” mod gammel, og det var vist de “unge” der trak det længste strå i de mange halvlege;0) Fortjent eller ej – men alle følte sig som vindere.

Efter at tørsten nu var godt og grundigt slukket – så gik turen videre til Badeanstalten.
Debutanterne til aftenens julefrokost var lidt små nervøse inden mødet med Badeanstalten, for de mere rutinerede kræfter havde proklameret, at der skulle foregå et spil “kapsel” – uden helt at afsløre, hvad det indebar!
Fantasien havde fået alt hvad den kunne trække … med 18 mand med store personligheder, men med små håndklæder samlet om nogle kasser øl, så blev spændingen udløst!
Der kan desværre ikke vises billeder fra seancen (da håndklæderne ikke var store nok), men et animeret billede kan vise vinderkastet:
STORT TILLYKKE ANDERS


Finalen skulle stå på Sportspubben Målet, hvor der blev serveret fremragende mad og drikke – og som det hører sig til, så blev der råbt om snaps, inden remouladen til fiskefileten var fundet frem – “For den skal vel ikke gemmes til osten”….nej nej – det skulle den da ikke!
Røverhistorier, spydigheder, drillerier, latter fløj igennem lokalet i et væk – og næste sæsons trænerteam blev præsenteret til store klapsalver!!!
Klapsalverne forstummede dog hurtigt, da det blev proklameret, at der fra næste sæson ville blive udleveret GPS-veste for at “tracke” løbepensum – jo jo – der kommer nye boller på suppen næste år, ihvertfald til dem der kan klemme sig i vestene. Men det er blevet vigtigt med data – det ser vi overalt.
Tømreren havde fintalt samtlige stemmer afgivet i kampene og også analyseret data med mål, assists mm.
Og for at nævne de store vindere:
Årets Spiller: TONY – men i absentia modtog Carsten Koldbein den lunkne præmie.
Årets Topscorer: TONY – men i absentia modtog Rasmus Hvieee sin lunkne præmie.
Årets Assist-konge: TØMRER – og han var der!!!
Desværre var aftalen at referatet hermed stoppede – men det gjorde festen ikke.
Tak til festarrangørerne, tak for en fantastisk eftermiddag/aften/nat.


Skriv et svar