Det er svært at rekruttere, udvikle og ikke mindst fastholde unge divisions-spillere. Derfor tager vi nu første skridt i udviklingen af lokale talenter under arbejdstitlen ’Young Boys Future’.
Vi tilbyder nemlig midt- og østjyske drenge muligheden for at træne fodbold på eliteniveau op til fire gange om ugen i løbet af vinteren. Initiativet fortsætter i det nye år og sigter mod at styrke talentudvikling og sammenhold blandt områdets ambitiøse ungdomsspillere, som står udenfor Superligaklubbernes akademier.
En naturlig investering i fremtiden
Cheftræner Thomas Loft understreger vigtigheden af klubbens beslutning om at satse på lokal talentudvikling: “Vi ønsker at skabe langvarige relationer og træningstilbud for de unge drenge, der ikke har fået adgang til de store klubbers akademier.
Det her er en chance for dem, der er ’lige ved og næsten’, og som mangler et alternativ, hvor de kan udvikle sig. Nu tager vi som divisionsklub initiativet og inviterer til åbne træninger, så vi kan se, om der er potentiale til mere. Vi glæder os til at løfte de lokale talenter,” siger Thomas Loft.
For at give interesserede spillere fra årgangene 2008, 2009 og 2010 mulighed for at prøve kræfter med et højere trænings- og udviklingsniveau, lancerer Young Boys FD fire ugers åben træning i november og december.
De første to uger af forløbet byder på træning mandag og torsdag, mens de sidste to uger intensiveres med træning fire gange om ugen, så spillerne kan mærke, om det er noget for dem fremover.
Et visionært projekt med lokal forankring
Klubejer Holger Kristiansen ser Young Boys Future som en naturlig forlængelse af klubbens engagement i både sport og menneskelig udvikling: “Vi har i flere år arbejdet med idealistiske satsninger, både herhjemme og i udlandet. Vores projekt i Tanzania, som DR for nylig besøgte, viser, hvordan vi kan kombinere fodbold og uddannelse for at ruste unge til fremtiden,” siger Holger Kristiansen og uddyber:
”Her i det midt- og østjyske vil vi give de lokale drenge en ekstra chance. I dag opleves det som om, man kun får én chance – nemlig den meget tidlige som 11-12-årig til Superligaklubbernes akademier. Det skaber et tomrum og en del unge føler sig magtesløse, fordi dørene til den ambitiøse udvikling og træning er lukkede. Nu prøver vi at åbne en ny dør – og en ny vej til divisionsfodbold – for disse unge”.
Young Boys Future skal sikre lokale talenters muligheder
Søhøjlandet vrimler med engagerede foreningsmennesker og ungdomstrænere, men det er nærmest umuligt at favne spillernes store niveau- og ambitionsforskelle i teenageårene, og det kan betyde frafald og manglende spilleglæde. Ikke mindst for dem, der banker på lige under eliteholdene.
René Gade fra Silkeborg er medskaber af initiativet Young Boys Future, og han ser et uforløst potentiale i at hjælpe de lokale unge med at få drømme og virkelighed til at nærme sig hinanden, hvis de vil arbejde for det. For selvom det skal være sjovt og langsigtet, så er initiativet et elitetilbud:
”Vi ved, at der er masser af spillere, der i dag opsøger privattræning og diverse fodboldskoler for at få træningsmuligheder og fællesskab, der minder om eliteniveau – men i længden er det bare sjovest og mest værdiskabende at kunne træne og spille på et fast hold med tempo og gejst til hver træning.
Der er ingen grund til at vores lokale drenge skal køre til hverken Aarhus, Vildbjerg eller Herning for at finde et klubhold på eliteniveau – men det er desværre virkeligheden i dag. Nu må vi se, hvor stor interessen er, og hvad vi kan drive initiativet til. Én ting er sikkert; drengene mangler det her tilbud i Silkeborg,” fortæller René Gade, der selv har været frivillig ungdomstræner i flere klubber. Det bliver dog udenfor fodboldbanen, han skal hjælpe med at løfte Young Boys Future fra november.
Ambitioner og værdier hånd i hånd
Cheftræner Thomas Loft skal få værdier og ambitiøs træning til at gå op i en højere enhed:
“Vi lader lysten og viljen til at træne være den naturlige udvælgelse. Vi har ikke travlt med at skabe stjerner – det vigtigste er at give drengene et udviklingsmiljø, hvor de kan vokse i deres eget tempo,” siger han.
Læs mere: Young Boys inviterer til åben elite træning for spillere fra årgang 2008, 2009 og 2010. Første træning er den 11. november 2024.
Skriv et svar