Sæsonens sidste træning for U14 er nu blevet afholdt, med den traditionsrige dyst mod forældrene – det var en relativ lige kamp, men forældrene var igen i år ramt af mange afbud grundet dårlig form;0)

Det er tydeligt at drengene har lagt på og efterhånden spiller “rigtigt” fodbold!

Skarpheden manglede dog, som den har gjort hele sæsonen, men mod sine egne forældre, er der dog en ærgerrighed at finde – den må vi finde frem efter sommerferien, når drengene møder ind til bold påny!

Men sejren var sikker – drengene er for gode og forældrene for dårlige! Vi fejrede hinanden i klubhuset til kampen Danmark – England, med sodavand, snacks…og lidt aftensmad blev også indtaget.

Som noget relativt nyt blev der til årets afslutning uddelt 2 priser – årets spiller – en pris, hvor drengene efter hver turneringskamp selv stemmer om dagens spiller og denne pågældende spiller, er så anfører i kampen efter.

I løbet af de 19 turneringskampe, har der været 12 forskellige vindere af titlen (enkelte gange deltes førstepladsen sågar), men vinderen blev Luke, der hele 4 gange var den der fik flest stemmer.

Men det var tæt – 2.pladsen havde vundet titlen 3 gange.

Luke er ny i klubben i denne sæson, men er hurtigt gledet ind på holdet og er nu en fuldt integreret spiller blandt drengene. Han giver sig altid 100% og ser altid positivt på træningerne, kampene og kammeraterne. Han er en rigtig dygtig spiller, som vi håber at kunne nyde godt af, de næste år i Silkeborg KFUM – så vi passer godt på i det kommende transfervindue;0)

Den anden pris der skulle uddeles var – årets kammerat – en pris, som træneren alene bestemmer, men hvor der blev skelet til flere forskellige kriterier. 

En stabil spiller, der møder op til træning/kamp næsten hver gang – og gør alt hvad man kan, når man er der.

En der bruger mere tid på hvordan han selv kan blive bedre, og bruger mindre tid på holdkammeraters evne, modstandernes opførsel og dommerens kendelser.

En god kammerat, der værner om kammeratskabet – der taler ordentligt, både til sin træner og sine holdkammerater, til modstandere og til dommere – råber “kom igen”, når nogen laver fejl og hjælper, hvis nogen har brug for hjælp.

Og forsøger at værne om KFUM som klub ved at holde sammen på kammeraterne, når “transferrygter” svirrer i omklædningsrummet efter nederlag.

Der var mange potentielle kandidater, men når alt blev summeret op, så var der alligevel ikke tvivl – Alfred blev en stensikker vinder af denne pris – han har haft en rigtig flot sæson og er i det hele taget en rigtig god ambassadør for KFUM og besidder alle de kvaliteter som er nævnt ovenfor.

God sommer drenge – vi ses på den anden side af ferien, hvor vi er U15!!! – og hvor vi skal spille med 5’er bolde!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *