Sæsonens sidste træning for U13 blev afholdt denne torsdag, med den traditionsrige dyst mod forældrene – men modsat de foregående kampe, så var drengene dette år overlegne – det er tydeligt at de har lagt på, på stort set alle parametre, mens forældrene lægger knap så meget på! ;0)
Som noget nyt blev der til årets afslutning uddelt 2 priser – årets spiller – en pris, hvor drengene efter hver turneringskamp selv stemmer om dagens spiller og denne pågældende spiller, er så anfører i kampen efter.
I løbet af de 9 turneringskampe, har der været 7 forskellige vindere af titlen (enkelte gange deltes førstepladsen sågar), men vinderen blev William, der hele 4 gange var den der fik flest stemmer.
William giver sig altid 100% – og en lille bonusinfo, så har William, ud af de 20 træninger, der har været siden 23/2, kun misset én træning, således er der noget om snakken, at den der træner bedst, bliver bedst. Stort tillykke – det er meget fortjent!
Den anden pris der skulle uddeles var – årets kammerat – en pris, som træneren alene bestemte, men hvor der blev skelet til flere forskellige kriterier.
En stabil spiller, der møder op til træning/kamp næsten hver gang – og gør alt hvad man kan, når man er der.
En god kammerat, der værner om kammeratskabet – der taler ordentligt, både til sin træner og sine holdkammerater, til modstandere og til dommere – råber “kom igen”, når nogen laver fejl og hjælper, hvis nogen har brug for hjælp.
Mortaza blev en stensikker vinder af denne pris – han har haft en rigtig flot sæson og er i det hele taget en rigtig god ambassadør for KFUM og besidder alle de kvaliteter som er nævnt ovenfor.
God sommer drenge – vi ses på den anden side af ferien, hvor vi er U14!!!

Skriv et svar