Torsdag d. 6/6 spillede U13 Drengene turneringens sidste kamp – denne gang på hjemmebane mod Brabrand. Med nederlaget i tirsdags mod Harlev i bagagen, var opskriften simpel – vind eller bliv nr. 2 i puljen!
Forud for startfløjtet var drengene dog blevet beroliget med, at uanset resultatet, så ville de rykke en række op efter sommerferien, således de fremover spiller U14 Liga 4.
Det hjalp dog ikke meget på en noget forkrampet 1. halvleg, som i perioder mindede meget om nederlaget i Harlev – forsvaret stod lidt for dybt i en slags skyttegravs-krig, hvor boldene febrilsk blev forsøgt clearet, midtbanen stod enten for dybt og bidrog til panikken eller for højt og blev for let overspillet – og angriberne var således overladt meget til sig selv, for at kreere chancer.
Meget retfærdigt gik begge hold til pausen med 2-2.
I pausen blev der justeret en del i taktikken og drengene tog fra starten af 2. halvleg teten i kampen – og så kunne de mange mange tilskuere igen genkende de spilleglade drenge fra KFUM.
Slutresultatet var en stensikker 7-2 sejr og jubelbrølet var enormt, da den debuterende dommer (der iøvrigt fik en rigtig god start på karrieren) fløjtede kampen af.
Drengene stillede glædeligt op til de mange mange fotografers billeder og de medbragte konfetti-rør og lidt halvdovne champagne blev også lystigt fyret af!!!
Nu venter der nogle sjove kampe om det jyske mesterskab, hvor drengene kan spille helt frit – nu skal den bare have gas. De dyster mod de 18 andre puljevindere i Liga 5 – et skridt af gangen, så vejen er lang…
Stort tillykke til U13 Drengene med den flotte og suveræne oprykning – og stort tak til de utroligt mange fremmødte tilskuere! Vi ses igen!!

Skriv et svar