Silkeborg KFUMs nyoprykkede 3. divisionshold skifter navn til Young Boys FD, og selskabet Young Boys FD sikrer samtidig kontrakttilladelsen fra moderklubben.

KFUM er formentlig fodbold-Danmarks højdespringer de seneste 5-10 år. For 8 år siden lå vi i Serie 3, men for 6 år siden satte vi kursen mod divisionerne – og kommerciel fodbold. Det bliver nu en realitet, efter oprykningen blev sikret i juni måned.

Nu skifter førsteholdet navn til Young Boys FD.

”Vi bærer rigtig mange af KFUM-værdierne med over i vort kommercielle projekt”, lyder det fra manden bag projektet, Holger Kristiansen.

”I virkeligheden er Young Boys FD bare en kommerciel 2021-version af KFUM, vores projekt er også bygget på den holistiske tilgang til de unge mennesker – illustreret ved trekanten: Body-Mind-Spirit”

Arbejdet med at tilknytte spillere på kontrakt i klubben er allerede i gang. Men til forskel fra de fleste andre steder, så tilbyder Young Boys FD en fuld pakke, hvor spillerne samtidig bliver ansat i business-afdelingen Young Business. Her får spillerne optimale forhold til f.eks. at kunne supplere træningerne, mens de samtidig får foden indenfor i erhvervslivet.

”I praksis betyder det, at vi vil gøre alt for at vore unge drenge får en seriøs chance for at udvikle deres fodboldtalent – samtidig med at de får mulighed for en civil karriere i et af vore selskaber i Young Business”, fortæller Kristiansen, der tidligere har været manden bag Oddset, bold.dk, Bet24, KanalSport, Bet25 – og altså nu Young Boys og Young Business.

Manden med det sportslige ansvar i Young Boys FD er Thomas Loft, som de seneste to år også var cheftræner i Silkeborg KFUM. Det var således Loft der sikrede oprykningen til 3. division. Før KFUM og Young Boys har Loft være U19 liga træner i Silkeborg IF og før det U17 liga træner i Randers FC, og den 37-årige Loft glæder sig til at prøve kræfter med divisionsfodbolden:

”Det har været et hårdt og hektisk forår for DS-klubberne, der på tre måneder skulle afvikle 19 kampe – men til gengæld sidder vor adrenalin stadig i kroppen … og drengene glæder sig til den nye sæson”, siger Thomas Loft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *