Ny fin fight resulterede i den femte sejr i træk i oprykningsspillet, da Odder blev besejret 3-1. Tre matchbolde venter de kommende uger.
Uret var ikke nået til det tredje minut da vor tilbagevendte topscorer Rasmus Lysdal havde gjort det til 1-0 til KFUM. Et Mikkel-Frandsen-indkast i højre side fik lov til at gå helt modsat, hvor KFUMs bomber, Rasmus Lysdal, var klar til at ekspedere bolden ind over stregen. 1-0 – kanonstart!
Det var KFUM der var bedst i kampens begyndelse, og helt som på Jysk Park, så huede vores pres ikke Odder-mandskabet. Og det blev også 2-0 i denne periode. Igen kom målet fra højre hvor først Frande, siden Lysdal var med til at sætte Henrik Hykkelbjerg op. Hykkel svingede venstrefoden – og bang … 2-0 uden chance for Odder-keeperen.
Odder kom ikke med meget i første halvleg. Deres klart største chance tilfaldt ikke overraskende vor tidligere anfører Nicolai Johansen, som på et tidligt indlæg fra højre sendte bolden mod mål. Her fodparerede Morten Bisgaard dog stærkt. Og vi kunne gå til pause med 2-0.
Helt som på Jysk Park kom Odder bedre med i 2. halvleg. Og specielt Odders hjørnespark virkede farlige. Så derfor var det ikke helt uventet – og heller ikke ufortjent – at Odder fik reduceret på hjørne. Ja faktisk direkte på hjørne, for Nicolai Johansens hjørnespark fra højre side sejlede hele vejen i mål i fjerneste hjørne.
Inden da havde Morten Bisgaard vist prøver på sin helt formidable reaktionsevne på stregen, da han hev to “verdensklasseredninger” frem på forsøg fra Odder fra tæt hold.
Godt hjulpet at nogle gode indhop fra Jonas Graversen, Peter Nemec, Stefan Stojilkovic og Joakim Grosen, fik KFUM dog initiativet tilbage i de sidste 15 minutter. Eksemplificeret ved 3-1 målet som Henrik Hykkelbjerg sendte ind – direkte på frispark – fem minutter før tid.
Peter Nemec havde nær gjort det til 4-1 da han rundede 4-5 Odder-spillere, før han til sidst sendte bolden på den ene opstander. Men kampen var afgjort. Drengene spillede en ny stærk kamp – og nu mangler vi kun 3 point før vi definitivt kan tjekke ind i divisionerne.
Første matchbold er på lørdag kl. 19.00, hvor OKS besøger os på Jysk Park.
Odder – Silkeborg KFUM 1-3 (0-2)
0-1 Rasmus Lysdal
0-2 Henrik Hykkelbjerg
1-2 Nicolai Johansen
1-3 Henrik Hykkelbjerg
Silkeborg KFUM: Morten Bisgaard, Tobias Olesen, Dennis Flinta, Sune Balle, Alexander Klein (Jonas Graversen), Henrik Brodersen, Mikkel Frandsen, Mikkel Eriksen (Joakim Grosen), Henrik Hykkelbjerg, Nikolaj Sauer (Stefan Stojilkovic), Rasmus Lysdal (Peter Nemec)
Skriv et svar