DS er fortsat ubesejret efter 1-1 på Soffy Road mod Vejgaard.


Kampen i Aalborg var KFUMs første turneringskamp på græs i 2021 – og den noget ujævne bane på Soffy Road var helt klart en fordel for de fysisk stærke nedrykkere fra 2. division.

Det var tydeligst i kampens begyndelse, at bane og forhold passede Vejgaard bedst, og nordjyderne kom foran allerede efter 8 minutters spil. Vi taber bolden, og kan ikke følge med midtbanespilleren der driver bolden frem. Der skulle dog stadig et godt skud fra ca. 20 meters afstand til at overliste Morten Bisgaard.

I det følgende kvarter har Vejgaard momentum, men en Flinta-redning på stregen, og et skud på stolpen holdt os inde i kampen, og ca. efter 30 minutters spil tog vi over. Vi kom til nogle hjørnespark i venstre side, uden dog at blive voldsomt farlige. Det var dog fra venstre side, og Jonas Graversen, at oplægget til udligningen kom. Bolden hoppede ind foran, hvor Peter Nemec kom flyvende og headede den i kassen.

Peter Nemecs mål i fire sekvenser. Fanget af Peter Leth.


Nu var vi for alvor i vælten. Minuttet efter sendte Nikolaj Sauer et skud tæt op ad den ene opstander – men Vejgaard-keeperen nåede lige præcis ud og fik fingrene på. Der var også tilløb til et par chancer mere – men holdene gik til pause med 1-1.

Og de sortklædte KFUMere fortsatte efter pausen. Der var kun spillet 5 minutter da Thomas Bejder brød uimodståeligt igennem og serverede bolden til Nikolaj Sauer, som desværre sendte den store chance over mål.
De første 20 minutter af 2. halvleg var vi gode – men herefter blev kampbilledet igen mere fifty-fifty og mere fysisk. Vi havde dog flere fine halve chancer. Lysdal blæste eksempelvis bolden højt over mål i en chance, som nok kunne være blevet spillet større.

10 minutter før tid blev KFUM snydt for et straffespark. Indskiftede Stefan Stojilkovic blev helt uhæmmet væltet i det kriminelle felt, men både dommer, og linjevogter, der ellers havde et perfekt view over forseelsen, vinkede afværgende.
Tiden løb ud, godt hjulpet af Vejgaard, spilstop og udskiftning … vi nåede ikke at få scoret det afgørende sejrsmål.
1-1 og tilbage på Jysk Park, hvor vi – efter en friweekend næste weekend – har tre kampe på 8 dage.

Vejgaard – Silkeborg KFUM 1-1 (1-1)
1-1 Peter Nemec

Silkeborg KFUM: Morten Bisgaard, Tobias Olesen, Sune Balle, Alexander Klein, Jonas Graversen, Henrik Hykkelbjerg, Thomas Bejder (Stefan Stojilkovic, 62.), Mikkel Eriksen, Nikolaj Sauer (Anes Travjanin, 83.), Rasmus Lysdal, Peter Nemec
Bænk (unused): Magnus Dalsgaard, Jonas Ipsen, Alexander Klein

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *