KFUM slog Hedensted 4-1 i en god sidste test før forårs-starteren på Skærtorsdag.
Det var DS Pulje 3’s førerhold, Hedensted, der fredag aften gæstede Jysk Park til en sidste testkamp inden det atter går løs i Danmarksserien. Og helt som ventet var det et fint spillende Hedensted-mandskab, som også sad på spillet de første 5-6 minutter – dog uden at tilspille sig nogen chancer.
I det syvende minut slog KFUM til. Sune Balle erobrede bolden, og Henrik Hykkelbjerg spillede en perfekt lang aflevering. Ind-i-mellem midterforsvarer og keeper kom Mikkel Frandsen. Frande fik prikket bolden uden om målmanden – og kunne let sende den det sidste stykke over stregen. 1-0.
Og efter et kvarter blev det 2-0. Frande tacklede bolden ud til Rasmus Lysdal i venstre side. Lysdal rundede uimodståeligt Hedensteds højre back, og sendte den indover hvor Peter Nemec kunne kaste sig frem i den og score.
Og målet blev stort set gentaget 15 minutter senere. Igen sagde Lysdal farvel til sin oppasser – og igen centrede han til Nemec, der atter var på plads.
Helt naturligt var KFUM i ‘driving seat’ på dette tidspunkt. Frande flugtede lige forbi mål, og Nicolaj Sauer afsluttede tæt over mål. Men vi sluttede halvlegen med de 3-0.
Hedensted var aldrig spillet ned, og de havde også 2-3 ganske fine tilbud i kampen. Men som oftest så blev der ryddet godt op i vor defensiv, hvor Sune Balle og Tobias Nissen fortsatte det gode samspil i midterforsvaret fra Vatanspor-kampen.
10 minutter efter pausen var Peter Nemec tæt på et nyt hattrick. Sauer havde spillet ham fri – men desværre endte Nemecs afslutning på stolpen. I forårssæsonen må vi skifte 5 spillere ind – og det gjorde Loft også mod Hedensted. Tre af de indskiftede var tæt på at øge til 4-0 efter 72 minutter. Thomas Bejder (tilbage fra skade), spillede Anes Travljanin (der også er ved at være 100% klar igen), og Anes løftede bolden ind til Morten Pedersen, der headede lige over mål. Et par minutter senere kom 4-0 målet dog. Bejder kæmpede bolden hen til Henrik Hykkelbjerg, som sendte Anes Travjanin dybt, og Anes sendte flot bolden i kassen tæt ved opstanderen.
Hedensted fik reduceret til 4-1 fem minutter før tid, da de grønblusede brød igennem i venstre side – og sendte bolden fladt i mål.
En fin sidste test mod et godt Hedensted-mandskab. Vi siger ‘på gensyn’ til Hedensted i slutspillet 🙂 – og melder os klar til sidste halvdel af grundspillet.
Silkeborg KFUM – Hedensted 4-1 (3-0)
1-0 Mikkel Frandsen (assist: Henrik Hykkelbjerg)
2-0 Peter Nemec (assist: Rasmus Lysdal)
3-0 Peter Nemec (assist: Rasmus Lysdal)
4-0 Anes Travljanin (assist: Henrik Hykkelbjerg)
Silkeborg KFUM: Morten Bisgaard, Tobias Olesen, Tobias Nissen, Sune Balle, Jonas Graversen (Simon Damgaard), Mikkel Eriksen (Anes Travljanin), Nicolai Sauer (Joakim Grosen), Henrik Hykkelbjerg, Mikkel Frandsen, Peter Nemec (Morten Pedersen), Rasmus Lysdal (Thomas Bejder)
Skriv et svar