Coronaen er atter over os. Heldigvis nåede vi at få afviklet det meste af en efterårs-sæson – her er en status.

Det blev et ret godt fodbold efterår for senior/U19-fodbolden i Silkeborg KFUM:

Danmarksserien: Ubesejret
Vi nåede at spille 9 kampe, og er stadig ubesejret (6-3-0)! Selvom vi ikke fik hevet den fortjente sejr over på vores side i de tre uafgjorte kampe – så har vi også været meget svære at score imod. Kun 5 mål har vi lukket ind i de 9 kampe.
Vi ligger nr. to, eet point efter Lyseng, men med en kamp i hånden, så vor målsætning om oprykning til 2. division er stadig ‘on track’, og i skrivende stund er målsætningen om at være kommunens næstbedste mandskab opfyldt.

Serie 2: Oprykning
Vort meget stærke andet-hold smadrede mål ind i Serie 2, og var en meget sikker oprykker til Serie 1, med 52-11 i målscore og 10 point foran nr. to, Lemming.
Oprykningen er historisk, da vore næstbedste aldrig har været så højt placeret, når vi i foråret skal konkurrere med Fårvang om at være kommunens fjerdebedste hold.

Serie 5: Oprykning
Vore meget stærke U19 drenge fra foråret har på fornem vis taget sig af Serie 5 holdet – og i overbevisende stil er oprykningen til Serie 4 sikret over et grundspil og et ombrydnings-spil.
Vi tror der er meget mere i drengene, og håber de kan spille med om oprykning til Serie 3 allerede til foråret!

Serie 6: Oprykning
Under ledelse af Nicki Trier blev det også til oprykning for vores Serie 6-drenge, således at den fra foråret hedder Serie 5.

Jyllandsserien Q: Femte-plads
Vore Jyllandsserie-kvinder sluttede 10 point på den rigtige side af nedrykningsstregen, hvilket er ‘godkendt’.
Højdepunktet i sæsonen var sejren over Silkeborg Q, der faktisk var afgørende for at SIF Q ikke rykkede op.
Spændende hvad der sker i foråret, hvor pigerne skal have ny træner, kunne være fedt hvis vi kunne komme et skridt tættere toppen.

Serie 2 Q (sammen med Gødvad): Femte-plads
En svær sæson for 2. holdet, der dog overlod sidstepladsen til Silkeborg United.

U19 Drenge Liga 2: Oprykning
Et stærkt efterår fra vore U19 drenge betyder at vi til foråret skal spille i U19 Drenge Liga 1. Dermed er det en tangering af vort stærke U19-mandskab i 2016-17, hvor vi ligeledes var i Liga 1.
Dermed har vi også bekræftet vor 2020-målsætning om at vort U19 mandskab skulle være kommunens næstbedste.

En midlertidig topplacering i DS og fire oprykninger på herre/U19-siden er resultatet af et fantastisk fodbold-efterår i Silkeborg KFUM. Vi glæder os allerede til den 12. februar, hvor DS kickstarter forårssæsonen med en hjemmekamp på Jysk Park mod 2. divisions-nedrykkerne fra Vejgaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *