KFUMs Young Boys forsvarede førstepladsen og spillede på ny en overbevisende kamp, da Alhedens IF blev besejret 7-0 på Søholt Parkvej. Hattrick af Jonas Ipsen (billedet).

Efter 25 minutters spil havde de unge KFUM’er bragt sig på 5-0 og forlængst afgjort kampen. Herefter var kampen på cruise control, og Alhedens blev ikke noteret for mange forsøg på på mål.

Hvor det i sidste hjemmekamp var Joakim Grosen der scorede de fleste mål – så var det i dag en anden af vore dygtige midtbanespillere – Jonas Ipsen – der bragte sig i centrum. Og allerede efter 5 minutters spil kunne Ipsen sætte en inderside på inde foran mål til 1-0.

2-0 målet var rigtig flot. Et perfekt hjørnespark fra højre side af Anton Leth blev uimodståeligt headet i kassen af Jonas Ipsen, der nåede højere end alle andre. Og to minutter senere var der da-capo: Igen et godt hjørnespark fra Anton Leth denne gang fra venstre side fik lov til at gå hele vejen til Peter Nemec der ‘løb’ bolden i mål til 3-0.

4-0 kom efter 20 minutters spil. Simon Tøffe Damgaard satte fint Joakim Grosen i spil i højre side. Joakim vendte rundt på mållinjen og centrerede stærkt til Peter Nemec, som let satte bolden i mål.

Jonas Ipsen fik sit hattrick allerede efter 25 minutters spil da han fra kanten af feltet fladt satte kuglen i mål tæt op ad den venstre opstander. 5-0 og vore gæster fra Alhedens havde ikke haft et skud på mål.

Det var en super 1. halvleg af drengene med stærke indsatser over hele linjen. Der var også comeback – og officiel KFUM-debut – til Sebastian Blindkilde på venstre back. Dejligt at se Sebastian i kamp for KFUM – efter et halvt år med skade.

I 2. halveg kom Mads Holm, Janick Rommers og Ali Farej på banen – og alle tre spillede en fin halvleg. Foden var dog – naturligt nok – taget en lille smule af speederen og Alhedens kom en lille smule mere med i spillet. Uden dog på nogen måder at true KFUM-målet.

Efter en times spil gik Anton Leth forbi sin direkte modstander og smadrede bolden i kassen. Et fantastisk mål … ja lige indtil Lars Bo (på sidelinjen) ødelagde ‘festen’ og vinkede at han havde set Anton rykke/holde i Alhedens-spilleren. hmmm.

Der var gode forsøg fra Ali Farej (lige forbi mål) og en dobbelt-chance til Peter Nemec – ligesom Alhedens reddede bolden på stregen. Men publikum måtte til det 73. minut på halvlegens første mål. Peter Nemec førte bolden frem, og Mathias Barthel lavede et perfekt overlap – og sendte derefter bolden ind i hovedet på Oliver Schmidt, der headede os på 6-0. Et flot mål – som næsten blev gentaget fra højre side, hvor Jonas Ipsen spillede Simon Tøffe, som satte Janick Rommers op til KFUMs syvende og sidste mål.

7-0 og en ny stærk kamp. Næste lørdag i næste uge kommer rækkens andet tophold, Bording, på besøg. Spændende.

Silkeborg KFUM – Alhedens IF 7-0 (5-0)
1-0 Jonas Ipsen (5)
2-0 Jonas Ipsen (12)
3-0 Peter Nemec (14)
4-0 Peter Nemec (20)
5-0 Jonas Ipsen (25)
6-0 Oliver Schmidt (73)
7-0 Janick Rommers (88)

Silkeborg KFUM: Tim Krogh, Simon Tøffe Damgaard, Jannik Videbæk (Janick Rommers, 55), William Rex Sørensen, Sebastian Blindkilde (Mads Holm, 45), Mathias Barthel, Jonas Ipsen, Joakim Grosen (Ali Farej, 55), Oliver Schmidt, Anton Leth & Peter Nemec.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *