DBU arbejder pt. på at genoptage DS-turneringen i et andet format. Et format der stadig finder oprykkerne til 2. division – men hvor nedrykning til lokalunionerne (JS) suspenderes. Vi gætter på at vi kommer til at spille 4 kampe.
Fra DBUs hjemmeside kan man i dag læse følgende:
“DBU’s Bestyrelse har besluttet, efter indstilling fra administrationen og opbakning fra Lokalunionerne, at suspendere nedrykningen for indeværende sæson i Danmarksserien (for herrer).
Der skal dog fortsat findes oprykkere fra Danmarksserien, og derfor arbejdes der fortsat på at genoptage turneringen i et eller andet format fra den 8. juni i fase 3 af regeringens genåbningsplan uden anvendelse af test. Dette forudsætter, at der igen må spilles kampe i amatørfodbolden, og at forsamlingsforbuddet efter planen bliver hævet fra 10 til 30-50 personer.
Danmarksserien vil i den kommende sæson komme til at fungere som ’buffer-række’ med flere hold end normalt i rækken. Derfor skal der i den kommende sæson findes flere nedrykkere fra Danmarksserien, så 2021/2022-sæsonen igen bliver afviklet med det normale antal hold med 20 øst og 20 vest for Storebælt. Der ændres samtidig ikke i oprykningsreglerne fra Lokalunionernes højeste rækker til Danmarksserien i indeværende sæson. Der vil fortsat være oprykkere til Danmarksserien.“
Hvordan man konkret vil afslutte Danmarksseriens puljer vil blive drøftet i DBU Breddes bestyrelse inden godkendelse i DBU’s bestyrelse. DBU forventer at kunne melde mere ud om turneringsformatet for Danmarksserien i løbet af næste uge.
Det lugter naturligvis allermest af at vi nu får de sidste 4 kampe, som mangler før vi har mødt alle hold to gange. For KFUM betyder det så kampe mod Kjellerup, Viby, Nørresundby og FC Djursland.
Men det kunne også være at DBU kunne finde på at lave et spændende slutspil i toppen af DS – for holdene med oprykningschance.
Det kunne eksempelvis være at de tre øverste i hver DS pulje spiller ude og hjemme mod hinanden – hvor man tager de point-forskelle, der allerede er i dag, med over i et mini-oprykningsspil. På den måde ville der blive minimalt med kampe (kun 6 kampe i hver DS pulje). Hvis det var tilfældet ville det også give 4 kampe – nemlig Holstebro ude og hjemme og Lyseng ude og hjemme.
Top3-stillingerne i de fire DS puljer pt:
Pulje 1
Roskilde KFUM 31 point
Ledøre-Smørum 27 point
Ballerup-Skovlunde 24 point
Pulje 2
AB Tårnby 32 point
Karlslunde 31 point
B1908 29 point
Pulje 3
Svendborg-Oure 33 point
Otterup 30 point
Varde 23 point
Pulje 4
Holstebro 29 point
Silkeborg KFUM 28 point
Lyseng 26 point
Skriv et svar