DS-mandskabet fortsatte de gode test-kampe da vi i Vejlby-Risskov slog 2. divisionsholdet VSK med 2-0.

VSK sluttede efteråret med tre sejre på stribe, som lige præcis bragte dem i den bedste halvdel af 2. division inden vinterpausen. Og med store test-sejre over Vejgaard, Hedensted, Kjellerup og Ringkøbing var det forventet at VSK blev en stærk modstander for Thomas Lofts tropper.

Det blev også en god og jævnbyrdig affære, hvor KFUM dog tilspillede sig de klart bedste muligheder, hvorfor sejren var fortjent.

I første halvleg havde KFUM den stride vind i ryggen – og vi kom blæsende. Allerede i kampens 2. minut spillede Nicolai Johansen Alexander Sojic dybt og Sojic trillede bolden udenom keeperen. Inden bolden krydsede linjen nåede Thomas Bejder lige at sende den det sidste stykke – 1-0 til KFUM.

I løbet af de næste 10 minutter tilspillede KFUM sig yderligere et par gode muligheder. Først sendte Mikkel Eriksen fra højre side et indlæg indover som Nicolai Johansen var meget tæt på at få ram på, og lidt senere tog Johansen selv bolden med ind fra højre – men vores nye anfører sendte den desværre i sidenettet.

Det tog 20 minutter før VSK fik en farlig mulighed. Ikke overraskende var det en gammel bekendt der var på fære. Thomas Dalgaard fik stampet bolden med sig – og fik en stor dobbelt-chance 6-7 meter fra mål. Men Morten Bisgaard reddede i begge tilfælde bolden – og fik som tak Dalgaards støvle i hovedet.

Resten af halvlegen var det stadig KFUM med mulighederne. Først hoppede Johansen over bolden – og Mikkel Eriksen kom til afslutning på kanten af feltet, men Eriksens skud gik højre om målet. Lidt senere var Alexander Sojic helt fri – og kunne gå direkte mod mål. Desværre kom Alexander ikke rigtigt ‘afsted’ – så chancen blev ikke spillet færdig.

1-0 i pausen – efter en fin første halvleg, hvor vi havde en stærkt-spillende Dennis Flinta som defensiv styrmand.

Morten Pedersen, der har lidt af skinnebens-betændelse, skiftede med Sojic i pausen, men starten af 2. halvleg blev lidt ‘bumpy’ for KFUM. Vi skulle lige vænne os til at spille imod den voldsomme blæst, som af-og-til også bragte regn og hagl.

I det første kvarter af 2. halvleg kom Dalgaard til to muligheder. Først skød han i sidenettet efter at være blevet spillet dybt – hvorefter han tabte duellen med Morten Bisgaard, der fodparerede ham efter 55. minutters spil.

Derefter begyndte vi at spille mere – og den første store KFUM-mulighed kom da Henrik Hykkelbjerg og Nicolai Johansen kombinerede sig igennem og Nicolai Johansen afsluttede på stolpen.

I samme fase havde Morten P et godt forsøg fra venstre, som VSK-keeperen via overliggeren fik værfet til hjørnet.

Joakim Grosen erstattede Thomas Bejder og Peter Nemec afløste Dennis Flinta, der altså fik mere end en times spil. For VSK blev Dalle også skiftet ud – og selvom århusianerne havde bolden mest i den sidste del af kampen, så blev de aldrig vildt farlige.

Kort før tid øgede KFUM så til 2-0 på en super-scoring. Nicolai Johansen tog et indstuderet hjørnespark til Mikkel Frandsen, som sendte den retur til Johansen. Nicolai tog et træk ind i banen og sendte sin signatur-scoring i kassen tæt på det fjerneste målhjørne.

Og til allersidst kunne det ha’ blevet 3-0. Nicolai Johansen kom stærkt i en kontra i venstre side – og sendte den ind til en fuldstændig fri Joakim Grosen, der dygtigt var løbet med i feltet. Målmanden fik dog fulgt med – og reddede Grosens flade afslutning.

Alt i alt: Endnu en stærk test-kamp af KFUM.

VSK – Silkeborg KFUM 0-2 (0-1)
0-1 Thomas Bejder (2.)
0-2 Nicolai Johansen (88.)

Silkeborg KFUM: Morten Bisgaard, Jesper Broberg, William Rex Sørensen, Dennis Flinta (Peter Nemec, 65.), Alexander Klein, Mikkel Eriksen, Mikkel Frandsen, Henrik Hykkelbjerg, Nicolai Johansen, Thomas Bejder (Joakim Grosen, 60), Alexander Sojic (Morten Pedersen, 45.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *