KFUMs unge løver leverede endnu en stærk test-kamp, da JS1 mandskabet fra Viborg FF blev besejret med hele 6-1 på Jysk Park.

KFUM kom dejlig optimistisk ud til kampen, og lagde fra start et godt tryk. Og allerede tidligt i kampen blev KFUM hjulpet igang af et VFF-selvmål. Ved en tilbagelægning blev VFF-målmanden hårdt presset af to KFUM-spillere – og det resulterede i at bolden røg under støvlen på keeperen … og i eget net.

2-0-målet var en fornøjelse. Hurtigt spil midt for, hvor Alexander Sojic drev bolden frem og brugte en 1-2-bande med Peter Nemec inden han flot satte den i mål.

Viborgs målmænd (i både første og anden halvleg) havde det meget svært ved vore dødbolde, og specielt hjørnesparkene voldte fodsportsforeningen kvaler. Både Jonas Ipsen og Mathias Lindegaard havde gode hovedstøds-muligheder, men det var Peter Nemec, der ved forreste opstander kunne heade KFUM på 3-0 lige inden pause-fløjtet efter et godt slået hjørnespark fra Lasse Sørensen.

Det var en imponerende offensiv indsats – men det skal siges at VFF midt i halvlegen havde 2-3 særdeles nærgående forsøg. Men Ipsen og træværket reddede os de få gange hvor ‘lokummet brændte’. Eneste malurt i bægeret fra første halvleg var, at Tøffe efter en duel landede forkert. De fleste KFUMere frygtede at det var skulderen (igen) – men efter en tur på hospitalet med Ambulance-Leth så slap Tøffe vist med skrækken.

På Jysk Park foretog Thomas Loft i alt fem udskiftninger omkring pausen – men det ændrede ikke meget. KFUMs offensiv var stadig superfarlig, og 10 minutter inde i 2. halvleg blev det 4-0. Mathias Ipsens lange udspark blev med hovedet forlænget af Stefan Stojilkovic. Peter Nemec oversprintede VFF-midterforsvaret, og løftede flot bolden i mål.

VFF havde også i 2. halvleg udfordringer på vore hjørnespark. 5-0 målet blev således – midt i halvlegen – sendt direkte i mål fra hjørnespark af Joakim Grosen

Det blev tennis-cifre da Peter Nemec fuldendte sit imponerende hattrick. Nemec pressede og opfangede en alt for blød tilbagelægning fra VFF-forsvaret. Selvom VFF dryssede lidt malurt i bægeret ved at prikke et enkelt reduceringsmål i kassen – så står kampen som endnu et stærkt bevis på, hvor stærk vores trup er. 6-1 over VFF som skal kæmpe med om oprykning til DS her i foråret taler sit klare sprog.

Der var masser af gode indsatser til flere mål. Både Stefan Stojilkovic og Thomas Bejder var ved flere lejligheder også tæt på at komme på måltavlen. Bejder fik til allersidst – efter han selv var blevet fældet – chancen fra 11-meter pletten. Bolden kom også i mål – men først efter at han havde ramt overliggeren for derefter at sende den i mål med hovedet. Efter lidt betænkningstid annullerede dommeren dog korrekt målet.

Silkeborg KFUM – Viborg FF 6-1 (3-0)
1-0 Selvmål
2-0 Alexander Sojic
3-0 Peter Nemec
4-0 Joakim Grosen
5-0 Peter Nemec
6-0 Peter Nemec
6-1 VFF

Silkeborg KFUM:
Mathias Ipsen, Simon Damgaard (Sebastian Blindkilde, 40.), William Rex Sørensen (Alexander Klein, 46.), Mathias Lindegaard, Lasse Sørensen (Jonathan Gammelvind, 46.) – Jonas Ipsen, Mathias Barthel (Joakim Grosen 60.), Alexander Sojic (Oliver Schmidt, 46.), Thomas Bejder, Stefan Stojilkovic, Peter Nemec

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *