Danmarksserien åbnede den nye sæson med en overbevisende 5-0 sejr over Hedensted i første træningskamp.

KFUM var uden Anes Travljanin, Patrick Bang og Simon Damgaard – men Hedensted manglede også en del spillere pga. ferie og andet. Deres topscorer Mirsad Suljic blev således sparet, fordi han skal spille testkamp for Thisted i morgen. Men selvom begge hold dermed manglede lidt spillere ift. det seneste opgør, for 2½ måned siden, så blev det en fin træningskamp.

Fra starten lagde KFUM et pænt pres på Hedensted, og det brød de sig ikke om. Det var også en fejl fra et presset midterforsvar der gav KFUMs topscorer Thomas Dalgaard den første mulighed. En clearing blev bare headet i vejret – og den dumpede ned til Dalgaard – som sikkert lagde den i mål til 1-0.

Se målet her!

Dalgaard har netop gjort det til 1-0

2-0 målet var en perle fra Nicolai Johansen. Frispark nogle meter udenfor feltet lidt i venstre side. Normalt en opgave for Patrick Bang – men i hans fravær har vi en lige-så-dygtig frisparksskytte i Johansen, der sendte bolden helt op i målhjørnet.

Hedensted-keeperen spræller forgæves. Johansen sætter bolden i krydset.

Se målet her!

Efter pausen fortsatte KFUM med at være det bedre mandskab, og en sprudlende Thomas Bejder sagde farvel til 3-4 Hedensted-forsvarere inden han sendte den forbi keeperen – bolden blev dog lige fulgt til dørs af Nicolai Johansen, der dermed noterede sig for sit andet mål.

Se målet her!

Bejder gir Johansen et venligt ‘skub’ for at have fulgt bolden i mål

Det blev også til to Dalgaard-kasser – helt som da Hedensted gæstede Søholt senest – da Dalle tog bolden ned med brystet på kanten af feltet – og via stolpen – sendte den i mål.

Se målet her!

Det blev til ‘en håndfuld’, da Simon Dinesen fra venstre side – efter at have drevet bolden 40 meter – sendte bolden ind til en fremstormende Mikkel Frandsen, der flot sendte bolden i mål. Mikkel Frandsen spillede en ny stor kamp, så det var fortjent, at han fik scoret sit første mål i KFUM-trøjen.

Se målet her!

KFUMs nye træner var godt tilfreds med hvad han så: “Det var en god kamp på mange parametre i dag. Der var til tider et fint første-pres, og et OK opbygnings-spil”, lød det fra Loft efter kampen.

“Modstanden var måske ikke så god, men det er en god vane også at vinde disse kampe”.

Der var debut i KFUM-trøjen til Mikkel Eriksen, der spillede en fin kamp på den centrale midtbane. Mikkel, har vi tidligere mødt da han var anfører for Vejle Boldklubs JS1-mandskab, og det ser ud til at han bliver en stor gevinst for Thomas Lofts mandskab. Der var også lyn-debut til Anton Holch-Leth, der er kommet fra SIFs U19-mandskab.

Det blev en fin debut til Mikkel Eriksen i den ‘hvide trøje’

Silkeborg KFUM – Hedensted 5-0 (2-0)
1-0 Thomas Dalgaard
2-0 Nicolai Johansen
3-0 Nicolai Johansen
4-0 Thomas Dalgaard
5-0 Mikkel Frandsen

Silkeborg KFUM:
Mads Markfoged – Mikkel Frandsen, Mathias Lindegaard, Alexander Klein, Jonathan Gammelvind, Mathias Barthel, Mikkel Eriksen, Thomas Bejder, Nicolai Johansen, Luc Park, Thomas Dalgaard
Ind fra bænken kom: Jonas Ipsen, Simon Dinesen, Anton Holch-Leth og Mathias Ipsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *