KFUMs DS-mandskab hentede den fjerde sejr på stribe – og den femte udesejr i træk, da hæderkronede B1913 blev slået 2-1 i Odense.
Inden kampen havde KFUM scoret 20 gange de seneste fem kampe – og efter 10 minutters spil så det ud til at strømmen af mål skulle fortsætte. Det tog nemlig kun KFUM ti minutter at bringe sig på 2-0.
1 minut og 21 sekunder var der spillet da Patrick Bang fra 25 meter sendte et direkte frispark helt op i målhjørnet – og så var festen sparket igang. Se det fantastiske mål HER.
Thomas Dalgaard havde to pæne muligheder i det 4. og 6. minut på gode oplæg fra hhv Nicolai Johansen og Mads Rosenberg, men det blev Nicolai Johansen selv, der satte 2-0 målet i kassen. Målet skal dog mest af alt tilskrives Thomas Bejder.
Bejder brød B1913 på egen banehalvdel – og så satte han turbo på. Kort før baglinjen centrede han den hårdt modsat til Johansen der i to forsøg fik scoret til 2-0. Se målet HER.
Det var dog ikke længe vi nåede at holde føringen. For lidt for let kunne B1913 reducere på hovedstød blot 4-5 minutter senere. Hovedstødet blev rettet af i KFUM-forsvaret, hvilket betød at Markfoged ikke kunne redde. Se deres mål HER.
KFUM var dog ikke færdig med at producere chancer. Bang spillede Dalgaard i dybden, Dalle trak bolden tilbage til venstre – men sendte den over mål, og Dalgaard assisterede fem minutter senere Nicolai Johansen fra højre. Johansens skud blev dog refleks-reddet af 13-keeperen.
B1913 kom ud til 2. halvleg med stor fysik. De spiller hårdt B1913 og Campus Road er heller ikke en bane der inviterer til poleret fodbold – så det blev en 2. halvleg, hvor der var stor fight om boldene midt på banen.
B1913 havde tidligt i halvlegen en kæmpe-chance på en friløber, hvor vores anfører Mads Markfoged egenhændigt sørgede for at vi stadig holdt fast i 2-1 føringen. Rosenberg havde et hovedstød på oversiden af overliggeren – men ellers var halvlegens første halvdel mest af alt fysik, brok og frispark.
Frederik Hammershøj havde dog bolden i mål. På et godt slået Bang-frispark headede Hammershøj flot bolden i mål. Men fordi en 13-spiller faldt et andet sted i feltet … så blev målet annulleret. Se det HER!
Thomas Bejder kunne B1913 dog slet ikke holde. Han var een af KFUMs allerbedste – og trak tre gule kort fra B1913-forsvaret … og et rødt. Efter 65 minutter gled Bejder nemlig atter forbi 13-venstrebacken Nicolai Hvid Thomassen, som fortjent fik sit andet gule kort, da han nedlagde Bejder.
11 mod 10 lignede det – de sidste 25 minutter – at KFUM ville lukke kampen. Men på trods af masser af muligheder, så kom der ikke flere KFUM-mål. Selv om dommeren gav B1913 5½ minuts overtid, så holdt vi stand – og indkasserede tre nye vigtige point.
Sejren var den femte sejr i træk på udebane! Og den sjette sejr i foråret ud af otte mulige. Fantastisk!
Der er fire hold der kæmper om at undgå 3. sidstepladsen – og de tre andre tabte alle. Vi slog selv B1913, Hedensted tabte i fredags til B1909, og Otterup fik en ny snitter da de hjemme tabte 6-0 til Næsby.
Så med fem kampe tilbage ser det godt ud. Se stillingen her.
B1913 – Silkeborg KFUM 1-2 (1-2)
0-1 Patrick Bang (1)
0-2 Nicolai Johansen (10)
1-2 Jeff Sand Outzen (15)
Silkeborg KFUM:
Mads Markfoged – Mikkel Frandsen, Christian Pedersen, Mads Rosenberg, Mikkel Buur – Frederik Hammershøj, Jonas Ipsen, Nicolai Johansen (85., Mathias Lindegaard), Patrick Bang, Thomas Bejder (66., Johan Giehm) – Thomas Dalgaard (81., Jonathan Gammelvind)
Advarsler KFUM: Frederik Hammershøj og Christian Pedersen
Skriv et svar