DS fik endnu en kæmpe-sejr da Kolding Boldklub blev sendt hjem med tennis-cifrene 6-1. Nyt hattrick af Patrick Bang.
Maj-vejret viste sig fra sin mest lunefulde side, og udenfor banen blev der rykket tæt sammen i VIP-teltet fra Midtjysk Udlejning. PÅ banen stod KFUM-spillerne imidlertid også sammen – og leverede en ny flot præstation. Uden at spille fantastisk vandt vi atter med fem overskydende mål – og har nu scoret 14 mål i de tre seneste kampe, som har givet 9 point og en målscore på 14-2.
Kolding B fik lynhurtigt det første varsel om at det var en KFUM offensiv i form. For allerede i kampens 3. minut udnyttede Patrick Bang en lang fremlægning fra Christian P ved at lobbe bolden over Kolding-keeperen. Kolding-forsvaret – og deres bænk – var på linjevogterens side, som flagede offside på Thomas Dalgaard. Men Bang var ikke offside – og målet stod. Se målet her.
Dalgaard kom dog også på tavlen i første halvleg da han efter en halv times spil flugtede et indlæg fra højre i kassen. Udover målene havde KFUM også de største muligheder i første halvleg – Bang havde således endnu en friløber, som dog blev reddet af keeperen.
Helt som i de to seneste kampe, så har DS en dejlig egenskab: At lave mål på stribe, når der først er hul på bylden. Det fik Kolding også at mærke, da de hvide et kvarter inde i 2. halvleg lavede 3 mål på 4 minutter!
Først blev Mikkel Frandsen – efter en god tur – nedlagt i det kriminelle felt. Dommeren skønnede dog at det var udenfor – og så var der lagt op til et Bang-drøn. Patrick svigtede ikke da han hårdt og fladt gjorde det til 3-0. Se det her.
Få minutter senere var Bangs andet hattrick i foråret en realitet – da han med to Koldingspillere på ryggen/nakken – efter assist fra Johansen -gjorde sig bred, og derfor kunne score til 4-0. Se selv.
Derefter var det tid for Thomas Dalgaard at give prøver på sin gode form. Først udnyttede han en kort aflevering fra Mikkel Frandsen på kanten af feltet til at score sit 14. sæsonmål til 5-0, og til allersidst – lige før lukketid – assisterede han smart Nicolai Johansen, som kunne slutte målfesten af med 6-1 målet.
Inden da havde Kolding fået et trøste-mål – men der var ellers ikke megen trøst at hente for Kolding, der måtte tage imod sit kun andet udebanenederlag i sæsonen. Og sikke et.
Man-of-the-Match blev naturligvis Patrick Bang, men der var mange andre gode præstationer. Også i forsvaret, hvor alle fem inklusive anfører Markfoged spillede godt – og på midten, hvor der var mange meter i både Ipsen og Barthel – og så naturligvis helt fremme:
Bejder, Bang, Johansen og Dalgaard … de er ‘on fire’. Selv med en maj-temperatur under de 5 grader.
Next up: B1913.
Silkeborg KFUM – Kolding B 6-1 (2-0)
1-0 Patrick Bang (3)
2-0 Thomas Dalgaard (30)
3-0 Patrick Bang (59)
4-0 Patrick Bang (60)
5-0 Thomas Dalgaard (63)
5-1 Abdulahi Mohamed (80)
6-1 Nicolai Johansen (89)
Silkeborg KFUM:
Mads Markfoged, Mikkel Frandsen, Christian Pedersen (71. Alexander Klein), Mads Rosenberg, Mikkel Buur, Mathias Barthel, Jonas Ipsen, Nicolai Johansen, Patrick Bang (71. Anes Travljanin), Thomas Bejder (65. Mathias Lindegaard), Thomas Dalgaard
Skriv et svar