KFUM spillede fredag aften sidste test inden sæsonstarten. På Jysk Park krydsede DS-truppen klinger med Viby, der er tophold i den anden jyske DS-kreds. KFUM tabte 4-3 på et mål i sidste sekund, men der var mange positive offensive takter.
Specielt i første halvleg spillede KFUM flot offensiv fodbold. Og ingen kunne ha’ indvendt noget, hvis vi havde været i front med 4-1 ved halvtid. Istedet var pausestillingen 2-2, for Viby scorede på stort set deres eneste mulighed – og så fik de et straffe via et skud på hånd i vort straffesparksfelt.
Inden da havde de hvide imidlertid bragt sig på 2-0. Først førte Casper Christiansen bolden ind fra højre – og helt over i venstre side hvor Thomas Bejder fik den sendt i mål, og ikke lang tid efter sendte Bejder en god bold ind fra venstre. Foran mål var den gamle målræv, Dalgaard, klar til at sende den i mål til 2-0.
Udover de to mål i første halvleg havde KFUM mange muligheder. De tre største tilfaldt Dalgaard, Christiansen og Bejder:
- Thomas Dalgaard vippede bolden over Viby-målmanden – men desværre på overliggeren
- Casper Christiansen havde en stor mulighed foran mål – og havde han afsluttet lidt hurtigere med venstre havde bolden endt i nettet, og
- Thomas Bejder fik en friløber spillet af Nicolai Johansen, men vor farligste mand sendte bolden fladt forbi mål
I anden halvleg blev kampen mere lige – også fordi Claus Christiansen og Patrick Bang sendte hele vor kamp-klare trup på banen. Således var der hele ni indskiftninger, hvor kun een heldigvis var pga. skade. Det var vores allesammens Tøffe der desværre faldt uheldigt ned på sin skadede venstre skulder. Vi håber det bedste for Tøffe.
Inden Bejder blev skiftet ud nåede han at gøre det til 3-2 efter et godt solo-gennembrud i venstre side. Der var stadig gode muligheder til KFUM – men istedet udlignede Viby med et straffe-da-capo: Skud op på hånd … og straffe.
Med kampens sidste spark scorede Viby så til 4-3 da KFUM-forsvaret var uopmærksom på en dødbold fra venstre side, der fik lov til at dumpe ned for foden af en Viby-spiller, der let kunne score uden chancer for Tim Krogh i målet.
Dermed blev der naturligvis drysset en del malurt i KFUM-bægeret, men offensivt var der mange positive takter – vi håber så på at vi i trænings-ugen der kommer kan rette lidt op på defensiven. Så vi er klar til sæson-åbneren i Viborg på lørdag.
KFUM
Tim Krogh – Simon Damgaard, Mathias Lindegaard, Mads Rosenberg, Mikkel Buur – Casper Christiansen, Frederik Hammershøj, Jonas Ipsen, Nicolai Johansen, Thomas Bejder – Thomas Dalgaard
Ind fra bænken: Sonny Damgaard, Mathias Barthel, Alexander Klein, Jonathan Gammelvind, Luc Oliver Park, Sebastian Smoljan, Magnus Poulsen, Mikkel Frandsen & Christian Hoe
KFUM – Viby 3-4 (2-2)
1-0 Thomas Bejder
2-0 Thomas Dalgaard
3-2 Thomas Bejder
Skriv et svar