Torsdag aften lagde Jysk Park kunstgræs til Danmarksserie-mandskabets første træning. Nyt, forstærket træner-team er klar til kamp.
Ove Christensen kunne torsdag præsentere det trænerteam, der i foråret skal lede DS frem til mange sejre.
I spidsen står naturligvis fortsat cheftræner Claus Christiansen. Men i modsætning til efterårssæsonen får Claus nu støtte af en spillende assistent. Ja, ikke bare een spillende assistent – men to!
Frederik Hammershøj er ny i KFUM – ikke kun som assistent også som spiller. Frederik er 31 år og var med til at spille Hobro op i Superligaen første gang de rykkede op. Siden har Frederik været ude og rejse – og har de seneste sæsoner holdt formen ved lige i JS-klubben Aabyhøj. Frederiks naturlige position på banen er 6’eren.
30-årige Patrick Bang bliver også spillende assistent. Patrick spillemæssige kvaliteter kender vi alle – og nu skal den tidligere Superliga-spiller også til at have ansvar udenfor stregerne.
Og så har førsteholdstruppen formentlig to af rækkens bedste special-trænere. Som angrebstræner fortsætter Jesper Thygesen arbejdet i KFUM ved siden af sine jobs som ekspert på TV3 Sport. Til træning af vore målmænd fortsætter AGF-legenden Maciej ”Magic” Wasyniuk.
Og så er det vigtigt at vi bliver dygtige til at forbinde andetholdet bedst muligt til førsteholdstruppen. Efter et halvt års indkøring er Jacob G. Jensen nu ene om træneransvaret for vort Serie 3 mandskab, der meget gerne må rykke op i nær fremtid.
Billedet: Fra venstre Claus Christiansen, Frederik Hammershøj, Patrick Bang, Jacob G Jensen, Jesper Thygesen. Fraværende: Magic.
Skriv et svar