Siden Kolding Boldklub slog KFUM 3-1 på Søholt i første opgør har Torben Mølbys tropper mødt alle hold i puljen – uden at tabe. 9 kampe i streg blev dog afbrudt af KFUM der helt fortjent vandt 1-0 i ‘mosen’ i Kolding.

Det var første udesejr til de hvide, der i Kolding var i sorte busker og sorte strømper, og vi har nu fået point i fem ud af de seneste syv kampe. Vi er helt klart på vej fremad.

Det var også en stærk trup, som Claus Christiansen kunne tage med til kamp i Kolding, de eneste der var forhindret af sygdom og skade var Bent Jensen (holdleder) og Frederik Hoe. Men her havde vi heldigvis to fantastiske substitutter i Røjkjær & Røjkjær.

KFUM fik en fin start på kampen og vi havde bolden rigtigt meget. Det var dog tydeligt at det ikke gjorde Kolding så meget, for det virkede til at omstillingerne var deres helt store våben, og deres hurtige 11’er Abduhari Mohammed var farlig. Efter 10 minutters spil kom den første kontra. Vi mistede bolden – og tilsidst måtte Christian Pedersen stoppe angrebet. Og fik gult. Desværre har Christian P nu nok point samlet sammen til en ny karantæne. Christian spillede ellers en flot kamp i midterforsvaret.

Der var ikke de store åbne målchancer i første halvleg. Kolding fik et tilbud fordi vi ikke fik lukket dem ned i deres venstre side – men Markfoged stod som sædvanlig det rigtige sted. Vores farligste tilbud var faktisk et indlæg/skud fra Buur. Buur var rykket frem på midtbanen – og det gav ham frihed til også søge i højre side, hvor hans venstre ben blev farligt. Det var nok et indlæg til Nicolai Johansen, som formentlig også havde scoret, hvis blot han havde snittet bolden … men ingen rørte den – og først til sidst fik Kolding-keeperen den viftet til hjørne.

Det virkede som om Kolding havde fået at vide at de måtte komme med mere i anden halvleg, for nu søgte de en smule længere frem på banen. Det gav mere plads til KFUM, som efter indskiftningen af Patrick Bang og Thomas Bejder fik et mere offensivt udtryk, det var netop denne indskiftede duo, der stod bag kampens største chance efter en times spil. Patrick Bang sendte Thomas Bejder afsted. Thomas havde frit skud på Kolding-målet, men desværre var afslutningen lige i ‘handske-højde’ – så den blev reddet af Koldings gode målmand, Jens Victor Baun.

Der skulle dog kun gå 5 minutter, så måtte Kolding-keeperen hente bolden ud af nettet. I en god kontra kom bolden over til Nicolai Johansen i højre side. Nicolai sendte den ind midt for, hvor Thomas Dalgaard headede bolden i nettet. Endnu engang blev målet fanget af KFUMs udsendte pressefotograf – Peter Leth:

 

Man sad med følelsen af, at KFUM var så stærke, at vi ville lukke kampen med det andet mål – i takt med at topholdet ville komme længere frem på banen. Der var også tilløb til gode kontramuligheder, der dog ikke helt blev spillet optimale, og så fangede Peter Leth, også en straffesparks-appel, som nok burde ha’ ført til et hvidt spark fra 11-menter-pletten:

Men vi fik ikke scoret yderligere, og så endte det naturligvis med, at forsvaret og Mads Markfoged til sidst måtte træde til og redde/klare en 3-4 farlige tilløb/indlæg. Markfoged boksede et par af dem væk – og de andre headede Christian ud af farezonen.

Vi holdt stand – og kunne fortjent sætte 3 point på kontoen. Vi glæder os allerede til næste kamp, hvor B1913 kommer på besøg. Endnu et hold som vi kan få snor i med en sejr. 

 

Kolding B – Silkeborg KFUM 0-1 (0-0)
0-1 Thomas Dalgaard (66.)
Advarsler: Christian Pedersen (10.), Patrick Bang (90.)

 

Silkeborg KFUM:
Mads Markfoged – Simon Damgaard, Mathias Lindegaard (Patrick Bang, 58.), Christian Pedersen, Mads Rosenberg – Casper Røjkjær, Mathias Barthel, Christian Hoe (Thomas Bejder, 58.), Nicolai Johansen, Mikkel Buur – Thomas Dalgaard (Johan Giehm, 85.)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *