Vores DS-mandskab vandt sæsonens anden sejr, da den vigtige hjemmekamp mod Otterup blev vundet 3-1. Nu har vi kontakt med netop Otterup på ligaens 7. plads.

Kampen var på forhånd udråbt som en nøglekamp. Vi var fire point bag ved Otterup, som vi noget uheldigt tabte 1-0 til på Fyn. Og Claus Christiansens tropper så fra start ud til at ville søge revanchen. I hvert fald fik de hvide en fin start.

I løbet af de første 10 minutter truede vi Otterup med et parhurtige og skarpe gennembrud. Primært fra Frederik Hoe og Thomas Bejder. Det så virkelig ud til at Thomas Bejder kunne komme til at gøre ondt på Otterup-forsvaret, så det var meget uheldigt at den unge offensiv-spiller efter kun 13 minutters spil måtte lade sig udskifte med en forstrækning i baglåret/ballen. Ind kom Jannik Mehlsen, der fik sine comeback-minutter i Hedensted.

Midtvejs i første halvleg havde Otterup en tre-fire indlæg fra hjørne og frispark, og Man-of-the-Match Mads Markfoged skulle også præstere en stærk redning for at holde clean sheet i første halvleg. I den anden ende burde vi ha’ taget en eller to af vore gode muligheder. Specielt lige før pausen, hvor Jannik så ud til at få en friløber da han blev nedlagt. Som udgangspunkt et klart rødt kort – men bolden sprang fremad – og gav Thomas Dalgaard en mulighed for at overtage chancen. Dalgaard fik dog ikke rigtigt vristet sig fri til en god afslutning – os så endte det i ingenting – og kun et gult kort til Otterup-forsvareren.

Dalgaard fik dog en ny mulighed i begyndelsen af 2. halvleg. Denne gang endnu større. En Otterup-spiller serverede simpelthen bolden for fødderne af Dalgaard der helt frit kunne spadsere mod mål – og afslutte. Desværre gik sparket ved siden af mål

Efter en times spil var der udsolgt fra Jannik, som jo har været ude i 4-5 måneder, og fem-seks minutter senere var en godt kæmpende Frederik Hoe også færdig – ind kom Casper Røjkjær og Johan Giehm.

Og som kampen bevægede sig ind i den sidste fjerdedel – kom målene. 1-0 målet kom efter en frisparks-kombination. Nicolai Johansen spillede – i stedet for at slå bolden ind – Mathias Barthel. Barthel svingede til gengæld en hård og præcis bold ind i feltet, hvor Mathias Lindegaard (halv skjult bag nr. 5 fra Otterup) uimodståeligt kom og pandede bolden i kassen.

Desværre fortsatte vi med at lukke ‘lette mål’ ind – lige efter at vi selv har scoret. Således også i dag, hvor Otterup fik lov til at spadsere sig til udligningen fra højreside og ind i feltet. 

KFUM var naturligvis ramt – men langsomt kom vi med igen, og med 10 minutter tilbage gik Thomas Dalgaard til baglinjen i højre side. Her sendte han et knaldhårdt indlæg ind foran mål i retning af Nicolai Johansen. Bolden nåede dog aldrig ind til Nicolai – Otterups Emil Højstrup (nr. 14) sendte den nemlig i mål.

2-1 til KFUM og 10 minutter tilbage.

De hvide trak sig dog desværre lidt for langt tilbage – og Otterup fik faktisk nogle pænt store muligheder. Men hvis ikke Markfoged tog sig af boldene blev de sendt i retning af Ege Allé. Heldigvis.

Til allersidst trak Otterup-keeperen med frem, og da Markfoged gik ud og greb indlægget, så kom vor anfører også på assist-listen, for Markfogeds udspark nåede Dalgaard lige akkurat at dreje ind i mål 

Dalgaards fejring af 3-1 målet (en siddende skide-stilling i skoven) kostede et gult kort, men det var der ikke mange der bekymrede sig om – de tre point var endegyldigt hjemme.

 

Silkeborg KFUM – Otterup 3-1 (0-0)
1-0 Mathias Lindegaard, 66.
1-1 Simon Andersen, 73.
2-1 Emil Høstrup, selvmål, 80.
3-1 Thomas Dalgaard, 90.

Silkeborg KFUM:
Mads Markfoged – Simon Damgaard, Mathias Lindegaard, Christian Pedersen, Mads Rosenberg – Mathias Barthel, Frederik Hoe (Johan Giehm, 66.), Christian Hoe, Nicolai Johansen, Thomas Bejder (Jannik Mehlsen, 13. (Casper Røjkjær, 60.)) – Thomas Dalgaard.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *