KFUM fik i dag en hjælpende hånd fra Fodboldens Disciplinærinstans, der har tildelt B1909 en straf på 18 point. 9 point fratrukket i denne sæson – og 9 point fratrukket i næste sæson. B1909 går dermed fra 13 til 4 point.

DBU oplyser:
“Fodboldens Disciplinærinstans har truffet beslutning om B1909s brug af skattefri befordringsgodtgørelse til flere af klubbens spillere i perioden 2012-2017, hvor spillere på klubbens førstehold har fået udbetalt 1.089.524,97 kroner.
Efter Skats undersøgelse kan det lægges til grund, at stort set samtlige spillere i perioden fra 2012 til 2017 har været ‘trænere i klubben’ sideløbende med, at deres primære funktion var som spillere på klubbens førstehold i B1909, og for de fleste spillere var der derfor realitet i udbetalingerne som kørselsgodtgørelse”.

Med andre ord – helt som det har været tilfældet tidligere i blandt andet Odder og Middelfart og andre klubber, så har spillerne modtaget kørepenge – ikke for at være træner i klubben – men for at i realiteten at spille fodbold i B1909.

Foreholdt eksempler på aftaler for sæsonerne 2012-2017, hvor det fremgår, at lønnens størrelse udgøres af en
udtagelses-bonus på 500 kr. pr kamp på klubbens 1. hold, som blev udbetalt som kørepenge, erkender B1909-repræsentanterne, at det tyder på, at honoreringen fremstod som og i realiteten var løn for at spille på klubbens 1. hold

Udover de 9 point i denne sæson og 9 point i næste – så er den tidligere mesterskabs-klub også blevet idømt en bøde på 50.000 kr.

Det forlyder endnu ikke om der også vil være krav om tilbagebetaling, bøder og eventuelt karantæner til alle de spillere der har været involveret. Men det vi næsten gå ud fra kommer efterfølgende. Helt som det jo gjorde med spillerne i Odder og Middelfart. Først blev klubben straffet – derefter spillerne. 

I hvert fald skriver Disciplinærinstansen at man meget har kigget på de to samme domme (Odder og Middelfart): “Alle medlemmer af Fodboldens Disciplinærinstans er af den opfattelse, at sanktionen skal fastsættes med udgangspunkt i de betragtninger, der findes i disse to kendelser”.

Det fastslås også – i kendelsen – at de endnu ikke har behandlet spiller-sagerne:
“Der er ved nærværende kendelse ikke taget stilling til, om de enkelte spillere i B1909 i sæsonen 2011/12 til og med første halvdel af sæsonen 2017/18 har overtrådt DBUs amatørbestemmelser, og hvilke konsekvenser dette i givet fald skal have for de pågældende spillere”.

Hvor mange af de nuværende spillere, der spillede i B1909 i sidste sæson har vi ikke undersøgt, men i kendelsen er det oplyst at i alt 16 spillere fik udtagelses-penge/køre-penge i sidste sæson. For i alt 151.540,22 kr. 

I vores pulje går B1909 i bunden på omgangshøjde med VFF med 4 point, mens KFUM nu er tredjesidst med 6 point. Kan vi hente 3 point på lørdag mod Otterup – så ser livet pludselig lysere ud. Kom så KFUM!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *