Efter en god indsats på Campus Road i Odense fik KFUM det ene point med hjem til Silkeborg … og nu er vi på tavlen.

For tredje kamp i træk kunne vi med nogen ret hævde, at vi fortjente at få noget ud af kampen. Både mod Otterup og Kolding B havde vi gode muligheder for både 3 og 1 point – men det første point kom altså ude mod hæderkronede B1913.

B1913 har en flot historie, som efter en mislykket deltagelse i FC Fyn-projektet er tilbage på egne ben. Men klubben har ikke nogen flot fodboldbane. Banen var under al kritik når man tænker på at der skulle spilles en kamp i den fjerde bedste række.

Heldigvis blev banen ikke direkte kampafgørende – men det er klart at banen stimulerer det spil, som B1913 har som deres foretrukne – det fysiske. 

B1913 havde i det første kvarter et par pæne muligheder, men vor tilbagevendte anfører – Mads Markfoged – tog godt fra. Frederik Hoe var også tilbage på midtbanen, og jo længere halvlegen skred frem, jo bedre fik KFUM fat netop dér. Knapt halvvejs i 1. halvleg drev Frederik forbi 4-5 B1913 spillere og afsluttede hårdt og resolut. Desværre for Frederik – og KFUM – ramte bolden stolpen og røg i spil igen. En aktion der havde fortjent en bedre skæbne.

Mads Markfoged havde stadig brug for at finde en super-redning frem inden vi kunne gå til pause med 0-0.

Der var ikke spillet mange minutter af 2. halvleg inden KFUM var i front. Frederik Hoe fik tilkæmpet sig et frispark ca. 25 meter ude – og Patrick Bang, der spillede en fin kamp i midterforsvaret, trak frem og sparkede. B1913-keeperen kunne ikke holde bolden, men gav en ripost, som Thomas Dalgaard hurtigt snappede op. 1-0 til KFUM, der spillede i de grønne udebane-trøjer.

Der var pres/muligheder i begge ender, og for KFUM havde Mathias Schjødt, der for første gang i sæsonen var frisk nok til at optræde i startopstillingen, et par kvalificerede skud-muligheder, der dog begge røg forbi målrammen.

Ca. midtvejs i halvlegen havde Frederik Hoe et nyt godt drev med bolden, der denne gang tog ham meget tæt på mål ved den ene baglinje. Her blev han skubbet lige inden han skulle til at afslutte – det lignede et klart straffespark, men dommerens fløjte var tavs.

Kort efter var der udsolgt hos Frederik, der med krampe måtte lade sig udskifte. Få minutter efter udlignede B1913. Vi drev bolden frem i en kontra – men mistede den midt på banen, og kom aldrig rigtigt defensivt på plads inden Markfoged måtte hente den ud af nettet.

I de sidste fem minutter var der en del nervøse aktioner i begge ender. Forsvaret og Markfoged klarede det der kom hos os – og i den anden ende havde vi to store muligheder. Mads Rosenberg, der fik en fin debut, som venstre back var lige ved at kunne komme frem til et indlæg fra Sebastian Smoljan – men kunne lige akkurat ikke få hovedet ordentligt på ved den bagerste stolpe. Og så havde Bastian Skibsted nok kampens største mulighed 3 minutter før tid. Simon Tøffe Damgaard, der spillede endnu en fin kamp, kom med frem og lagde et hårdt, fladt indlæg ind i boksen, hvor Bastian kom løbende og satte indersiden på – fem meter fra mål. Desværre fik Bastian hverken højde eller vinkel på afslutningen, som endte lige på B1913-keeperen.

Kampen sluttede 1-1 – og vi er på tavlen.

Frederik Hoe fik fidusen efter en stor kamp, ligesom der også var mange stemmer til vores tilbagevendte målmand, Mads Markfoged.

B1913 – Silkeborg KFUM 1-1 (0-0)
0-1 Thomas Dalgaard

Silkeborg KFUM:
Mads Markfoged – Simon Damgaard, Mathias Lindegaard, Patrick Bang, Mads Rosenberg – Frederik Hoe (Mathias Barthel), Christian Hoe, Johan Giehm, Nicolai Johansen (Bastian Skibsted), Mathias Schjødt – Thomas Dalgaard (Sebastian Smoljan)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *