Hvis nogen havde håbet på, at KFUMs fire førstepladser de seneste fire sæsoner i S1, JS2, JS og JS1 ‘bare’ kunne fortsætte – også i DS – så er de håbefulde formentlig nu blevet overbevist om at det-her bliver helt anderledes op ad bakke. KFUM tabte nemlig også den tredje kamp i DS, da Kolding B til allersidst kunne trække en 3-1 sejr med hjem.
KFUM havde ellers Patrick Bang, Casper Røjkjær og Thomas Dalgaard tilbage i startopstillingen, og KFUM startede også godt. De første 15 minutter tog de hvide taktstokken – eller også fik den foræret. I hvert fald stod Kolding Boldklub meget dybt i den første del af kampen. Men pludselig – ud af næsten ingenting – kom Kolding B i en hurtig kontra i KFUMs venstre side, hvor først Mikkel Buur – og siden Christian Pedersen blev overspillet – og så sendte Kolding-angriberen bolden i kassen. Det så lidt for let ud.
KFUM fortsatte dog ufortrødent og efter en halv times spil bankede Christian Hoe bolden på overliggeren fra 20 meter. En super-aktion fra Hoe, som havde fortjent en bedre skæbne. Fire minutter senere fik KFUM et frispark i Bang-afstand-til-mål. Desværre ramte Bangs skud en Kolding-spiller i muren – men bolden gik til hjørne, og dét hjørnespark svingede Casper Røjkjær ind i panden på Thomas Dalgaard, der med hovedet tæt under mål åbnede sin KFUM-målkonto. 1-1.
I anden halvleg startede KFUM bedst og indskiftede Mathias Schjødt kombinerede godt med Christian Hoe, der fik frit skud i feltet – desværre reddede Kolding-keeperen affæren.
Kolding kom også længere frem på banen i perioder af 2. halvleg, og der var tendens til farlige situationer foran KFUM målet ved indlæg, indkast og hjørnespark. Og det var også en sådan situation der i det 86. minut resulterede i at en Kolding-spiller kunne sætte bolden i mål – helt oppe i hjørnet.
KFUM satsede voldsomt på udligningen – og gav naturligvis Kolding muligheden for at køre kontra. På en sådan fik Christian Pedersen sit andet gule kort – og dermed rødt – da han stoppede Kolding-angrebet lige uden for feltet. Frisparket blev efterfølgende sendt i mål på kampens sidste spark. Og KFUMs nederlag blev beseglet.
Simon Tøffe Damgaard fik atter fidusen – vores højre back var atter en solid klippe.
Næste kamp er på udebane i Odense mod hæderkronede B1913. Det er for alvor ‘op ad bakke’. Eneste trøst er at ‘op ad bakke’ trods alt stadig er ‘fremad’.
Silkeborg KFUM – Kolding B 1-3 (1-1)
1-1 Thomas Dalgaard
Silkeborg KFUM:
Mikkel Dalgaard, Simon Damgaard, Mathias Lindegaard, Christian Pedersen, Mikkel Buur, Casper Røjkjær, Christian Hoe, Bastian Skibsted (Sebastian Smoljan, 59.), Patrick Bang (Mathias Schjødt, 54.), Nicolai Johansen, Thomas Dalgaard (Johan Giehm, 77.)
Gule kort: Christian Pedersen x2, Mikkel Buur, Bastian Skibsted
Rødt kort: Christian Pedersen

Skriv et svar